Restriktioner forlænges: Specialbutikker og spisesteder skal holde lukket hele februar

Lovgivning 28. jan 2021 -
2 min læsetid
This describes the image
Specialbutikker skal fortsat holde lukket Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Statsminister Mette Frederiksen forlængede på et pressemøde torsdag alle restriktioner

Dagligvarebutikkerne vil sammen med apoteker og servicestationer også i februar være stort set de eneste butikker, der må holde åbent.

Det er resultatet af en forlængelse af corona-restriktionerne, som statsminister Mette Frederiksen (S) fremlagde på et pressemøde torsdag aften 28. januar.

Mens afstandskrav i de åbne butikker og mundbind på indkøbsturen i forvejen skulle gælde til udgangen af februar, har ejere af storcentre, specialbutikker og spisesteder kunnet håbe på, at de kunne genåbne 8. februar.

Det er ærgerligt, at det fortsat er nødvendigt med massiv nedlukning, lyder det fra Dansk Erhverv.

- Vi er helt ærligt skuffede over, at der ikke er blevet åbnet mere op, end det er tilfældet. Særligt havde det været oplagt at lade detailhandlen åbne igen. Den lider lige nu. Branchen har efterhånden fået stor viden og erfaring i forhold til, hvordan man håndterer de sundhedsmæssige foranstaltninger, der er nødvendige for, at kunderne kan handle trygt under forsvarlige forhold. Også de liberale erhverv kunne være omfattet af genåbning. Det ville være gavnligt for at forstå beslutningen, hvis myndighederne fremlægger evidens for, at der sker smittespredning i for eksempel detailhandlen. Vi danskere har generelt opført os særdeles eksemplarisk under hele perioden, og vi vil fortsat gøre, hvis der blev åbnet op i detailhandlen, siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Det kommer dog ikke som nogen stor overraskelse, at restriktionerne forlænges. Allerede tirsdag sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at man ikke skulle regne med en ophævelse af restriktionerne 7. februar.

Det er mutationen fra England, der spøger. For selv om kontakttallene lige nu er hurtigt faldende, kan kurven lige pludselig vende, fordi de muterede vira smitter mere. Den engelske mutation udgjorde i sidste uge 13,5 pct. af de smittede, men sundhedsmyndighederne vurderer, at den vil tage over i februar.

Statsministeren varsler samtidig en langsom lempelse af restriktionerne. De mindste elever skal i skole først - og nattelivet lempes sidst.

Selv om specialhandlen i øjeblikket er lukket og dermed ikke kan sælge tøj, bøger, isenkram og elektronik, er det fortsat lovligt at sælge disse varer i de store varehuse, hvis omsætning hovedsagelig kommer fra fødevarer - det gælder Bilka og Kvickly for eksempel, og det bliver der ikke lavet om på i forbindelse med pressemødet.

Mange aktører fra specialhandlen og blandt andre købmændenes organisation, De Samvirkende Købmænd, har ellers kritiseret dette og kaldt det for konkurrenceforvridende.

Opdateret 29. jan

DH Food Professional banner