Rygeloven er klar: Tobak og skilte skal væk 1. april

Lovgivning 3. feb 2021 -
This describes the image
Cigaretterne er i dag gemt godt af vejen i butikkerne. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • En ny rygelov blev vedtaget i december - nu er de præcise retningslinjer til butikker og producenter frigivet

     

Folketinget vedtog tirsdag den 15. december den nye rygelov, der skal begrænse unges rygning. Nu er detaljerne om udstillingsforbuddet for tobak, som skal gælde både online og i fysiske butikker, blevet frigivet.

Det skriver Dansk Erhverv i et nyhedsbrev.

Loven betyder blandt andet, at al tobak - uanset type - skal gemmes væk, men efter pres fra blandt andre Dansk Erhverv, må butikkerne selv bestemme, hvordan cigaretter og cigarer skal skjules.

I første udkast lå der krav til netbutikkerne, at de bl.a. skulle benytte en og samme skrifttype, men det krav er taget af bordet. Men for netbutikker som for de fysiske butikker gælde det, at tobakken først må være synlig, når kunden anmoder om det.

Udstillingsforbuddet gælder ikke rygestopmidler, som er godkendte af Lægemiddelstyrelsen, eksempelvis nikotintyggegummi.

Derudover gælder udstillingsforbuddet ikke ved genopfyldning af varer, ved vedligeholdelse og rengøring af opbevaringsenheden og i forbindelse med oplæring af personale.

Neutrale prislister må hænge ved ekspedientbetjente kasser. Prislisterne må angive neutrale oplysninger som varemærker, antal/vægt/volumen og priser, i alfabetisk rækkefølge indenfor de overordnede tobaksvarekategorier – eksempelvis ”Cigaretter”, ”Tobakssurrogater” osv.  Listen skal være med sort skrift, maksimalt af størrelse 14, på hvidt papir af størrelse A4 eller mindre.

Mens butikkerne i dag skal oplyse om aldersgrænser for salg af tobak på tydelige skilte, skal disse nu pilles ned. Et hvert sted, hvor ordet tobak står, regnes for reklame - og er forbudt. 

Nye skilte, der fortæller om aldersgrænser for blandt andet alkohol, skal rekvireres i Sundhedsstyrelsen.

Alderskontrollen styrkes, og det betyder samtidig en højere bøde ved overtrædelse. Hvor bødeniveauet i dag er 10.000, 20.000 og 40.000 kroner for overtrædelse af salgsaldersgrænserne hhv. første, anden og tredje gang, vil det fremover være 25.000, 40.000 og 40.000 kroner. Ved tredje overtrædelse i træk inden for en periode, vil man kunne blive frakendt retten til at sælge tobak i seks måneder.


Vigtige datoer i den nationale plan mod tobak

2. april 2021: Udstillingsforbuddet træder i kraft. Alle tobaksvarer skal være skjulte, inklusive e-cigaretter og lignende produkter – med og uden nikotin. Det betyder også at alle referencer til tobak skal være væk fra butikkerne – herunder skilte med teksten ”Tobak” og Sundhedsstyrelsens salgsaldersgrænseskilte.

1. juli 2021: Tobaksproducenterne må kun indføre standardiserede (eller ”neutrale”) cigaretpakker på det danske marked fra denne dato.

1. oktober 2021: Standardiserede pakker for e-cigaretter – med og uden nikotin - træder i kraft. 

1. april 2022: Cigaretpakker som ikke er standardiserede i deres udtryk, fordi de er fremstillet før den 1. juli 2021, må ikke længere sælges. At produktet er fremstillet, vil sige, at det er færdigfabrikeret og klar til distribution.

 

 

(Kilde: Dansk Erhverv)

Opdateret 2. jun 2021