Nye regler: I 2025 er det slut med at sælge det mest populære fyrværkeri

Lovgivning 18. okt 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Nu må kunderne selv putte bordbomber og hundepropper i kurven. 1 oktober trådte nye regler i kraft for butikkernes salg af fyrværkeri

Danmark har hidtil haft nationale særregler på fyrværkeriområdet. Det er slut med en revision af bekendtgørelsen, der trådte i kraft 1. oktober.

Danskerne køber hvert år fyrværkeri for op mod en halv mia. kr.

I første omgang betyder de nye regler, at butikkerne må sælge den gruppe af fyrværkeri, der kaldes F1, fra hylden – kunderne må altså fremover selv lægge fyrværkeri som blandt andet knallerter, stjernekastere, bordbomber, knaldperler, hundepropper og knaldhætter i kurven.

Den type fyrværkeri må sælges hele året.

En ændring, der nok får større betydning for både butikker og forbrugere, træder først i kraft 1. januar 2025. Den betyder, at nytårsaften 2024 bliver sidste år, hvor danskerne kan fyre de store batterier af. F3-fyrværkeri bliver nemlig en kategori, der kun må anvendes af professionelle aktører, og som derfor ikke må sælges i detailhandlen.

De store batterier er ifølge Dansk Erhverv meget populære blandt danske forbrugere.

- Det er ærgerligt, at en af forbrugernes mest populære fyrværkeriartikler nu forbydes. Når der nu skulle ske en udfasning af konsumfyrværkeri i kategori F3, er vi dog tilfredse med, at der indføres en fireårige overgangsperiode for udfasningen, da det giver tid til at forhandlere kan omstille sig til de nye regler. At revisionen indebar en tilstrækkelig overgangsperiode, har været væsentligt for detailhandlen, siger Frederik Bergenfelt Friis, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

 

Fyrværkerireglerne opdeler fyrværkeri i fire kategorier:

- F1 er fyrværkeri forbundet med lav risiko og minimalt støjniveau – må sælges hele året

- F2 er fyrværkeri forbundet med lav risiko og lavt støjniveau – må sælges fra 15. til 31. december

- F3 er fyrværkeri forbundet med mellemhøj risiko, som er beregnet til udendørs anvendelse i større, fysisk åbne områder – må ikke sælges i detailhandlen efter 31. december 2024

- F4 er fyrværkeri forbundet med høj risiko – må ikke sælges i detailhandlen

 

Bekendtgørelserne

 

 

 

Opdateret 19. okt 2021