Mens vi venter på genåbningen

Lovgivning 29. jan 2021 -
3 min læsetid
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
  • Dagligvarebutikkerne ville helst slippe for at lege corona-politi, men under vinterens nedlukning er den tilgang blevet testet til grænsen

2021 har allerede nu budt på flere op- og nedture relateret til udviklingen i den altdominerende faktor: Corona-pandemien.

I slutningen af januar har de daglige smittetal i en længere periode været væsentligt lavere end tidligere på vinteren - med under 1000 om dagen. Vi kan kun håbe på, at faldet fortsætter.

Men samtidig fylder frygten for en ny acceleration i smitten voldsomt meget i det ”trussels-billede”, der definerer, hvor skrappe restriktioner, vi alle sammen er underlagt.

Det skyldes den ubekendte faktor i nye virus-mutationer, der truer med at vende smittekurven én gang til.

Under alle omstændigheder er fakta, at nedlukningen, der netop er forlænget til udgangen af februar, er skrappere end noget, vi har set siden den første nedlukning i foråret 2020.

I dagligvarehandlen betyder det bl.a., at loftet over antallet af kunder per butik blev sænket betydeligt igen her i januar, og den afstand som kunderne - i det mindste i teorien - skal holde til hinanden, blev øget til to meter.

Nu er butikkerne i dagligvarehandlen blandt de relativt få steder, hvor hele befolkningen kommer jævnligt. Og al den opsparede corona-træthed og -frygt følger med kunderne ind ad døren.

Omsætningen er nok stadig helt i top sammenlignet med tidligere. Men livet er ikke nødvendigvis så enkelt i butikkerne, når personalet skal sikre, at alle kan handle trygt.

”Folk fatter ikke budskabet”

Officielt lød det længe fra kæderne, at der ikke var de store problemer med kundernes corona-disciplin.

Men efter et opråb fra de butiksansattes organisation HK Handel for nylig, hvor formanden i Østjylland krævede, at myndighederne gjorde de velkendte anbefalinger om mundbind, håndsprit mv. til egentlige krav, gav blandt andre Nettos direktør Michael Løve udtryk for, at han var ”glad for, at der sættes fornyet fokus på adfærd. For efter et år med covid-19 kan lunterne være kortere end sidste forår. Vi har oplevet, at sætter vi vagter i en butik, så kan det eskalere konflikterne”, som han skrev på Linkedin.

I landets lokale medier er bølgerne gået højt fra kort efter nytår - efter endnu et corona-pressemøde med skærpelser.

Der var f.eks. en Christina Mørch Nissen fra Tranekær på Langeland, der i et læserbrev i bladet Øboen bl.a. langede ud efter den lokale Netto for at holde kasse 1 og 2 åbne - i stedet for 1 og 3 med større muligheder for at holde afstand.

Hun skældte også ud på medkunder i flok: ”Det værste eksempel var en familie bestående af to voksne og fire børn. Heri sad det ene i en klapvogn. Jeg forstår ikke, at folk ikke fatter budskabet”.

Tonen går igen overalt i landet.

Jeg har kunnet følge en tilsvarende ophedet debat mellem ”restriktions-fundamentalister” og folk med et mere afslappet forhold til reglerne på den Facebook-side, der dækker mit eget lokalområde i udkanten af Aarhus. Og der kan hverken den lokale Rema-købmand eller butikschefen i Coop 365 slippe af sted med at forholde sig helt neutrale, selv om det kan være noget af en balancegang, når flere kræver, at butikkerne strammer op - og andre f.eks. skriver, at ”man tør da snart ikke handle mere i frygt for at blive udskammet. Jeg er en af de enlige med en datter på seks, som ikke kan være alene hjemme”.

Heldigvis ser det ud til, at restriktionerne virker. Det kan medvirke til at dæmpe gemytterne noget, mens vi venter på, at vacciner og forår for alvor kan få os til at sænke paraderne.

Opdateret 29. jan

DH Food Professional banner