Danmark lukker for tyske sommerhusturister

Lovgivning 22. okt 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

De tyske sommerhusgæster, der lige nu er på ferie i Danmark, må gøre deres ferie færdig, men tyskere, der bor syd for Slesvig-Holsten, kan skyde en hvid pil efter en sommerhusferie i Danmark de kommende måneder.

Det fremgik af dagens pressemøde i Udenrigsministeriet, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod fortalte, at stort set hele Europa - på nær Norge, Grækenland, dele af Sverige samt Slesvig-Holsten - nu er orange.

- Det er ikke os, der lukker landene ned. Det er coronaen, sagde Jeppe Kofod.

At et land er orange betyder, at danskere, der ikke har et anerkendelsesværdigt formål med rejsen, anbefales ikke at rejse dertil. Men det betyder samtidig, at turister fra de lande ikke er velkomne i Danmark med mindre de har et anerkendelsesværdigt formål med rejsen.

Ifølge direktør for Udenrigsministeriets borgerservice Erik Brøgger Rasmussen, der også deltog i pressemødet, gælder det ikke et sommerhusophold.

Grænsehandlen ved den dansk-tyske grænse er ikke ramt af restriktionerne - endnu. Smitten i Slesvig-Holsten har nemlig ikke nået de 30 smittede om ugen ud af 100.000 personer. Og for grænseregionen gælder det - som for de nordiske lande, at Danmark har en specialaftale, der kan holde regioner åbne.

Hele 21 europæiske lande registrerede i går stigende smittetal.

Opdateret 13. jan 2021