Dagligvaregigant: Små producenter kommer til at vente længere på betaling

Lovgivning 13. apr 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • En ny lov om fair samhandel skal sikre, at små fødevareleverandører ikke skal vente for længe på deres penge. Men resultatet kan blive det modsatte, siger Salling Group

Hvor længe en dagligvareleverandør i dag må vente på sine penge, når kunden er en dansk dagligvarekoncern, står hen i det uvisse.

Men nu skal en ny lov om urimelig handelspraksis sikre, at der maksimalt går en måned, når der er tale om let fordærvelige varer – og to måneder ved handel med andre varer.

Skærpelsen af betalingsfristerne gælder også, når de to parter vælger at benytte en form for mellemfinansiering, hvilket blandt andre Coop og Salling Group gør.

Men hvis mellemfinansieringen bliver en del af den nye lov, får det store konsekvenser for de små leverandører, mener Salling Group, der i forbindelse med et foretræde for erhvervsminister Simon Kollerup skrev følgende:

”Med EU Direktivets implementering bliver likviditeten i den danske dagligvarehandel så presset, at Salling Group bliver nødt til at opsige mellem-finansiering af tilgodehavender for de små leverandører. Det vil betyde, at leverandører der i dag bliver betalt efter få dage, i fremtiden vil blive betalt efter 30 eller 60 dage”.

Minister bekræfter

Mellemfinansiering kaldes Supply Chain Financing (SCF) og benyttes, når en stor dagligvarekoncern køber varer hos en lille producent.

Den lille producent har brug for at få sine penge hurtigt for at kunne købe råvarer til den kommende produktion. På den anden side ønsker køberen den likviditetsmæssige fordel, man får gennem længere betalingsfrister.

Derfor vælger man, at producenten mod at betale en rente, der er mindre end den på kassekreditten, kan få sine penge straks, mens køberen får en lang betalingsfrist.

Simon Kollerup bekræfter, at ”muligheden for at tilbyde SCF begrænses med lovforslaget i det omfang, at den underliggende faktura fremadrettet vil skulle overholde lovforslagets fastsatte betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage. Det vil fortsat være muligt at benytte SCF inden for de fastsatte frister”.

Den nye lov er implementering af et EU-direktiv og kaldes ”lov om urimelig handelspraksis”, L 184.

Den skal 2. behandles 20. april og vedtages 22. april. Loven skal være implementeret i maj.

Opdateret 19. apr 2021