37.000 pantmærker beslaglagt i kontrolaktion
-
Tre myndigheder i fælles aktion på Grønttorvet i Høje-Taastrup
Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsens Rejsehold og Københavns Vestegnes Politi har tirsdag i denne uge gennemført en fælles aktion på Grønttorvet i Høje-Taastrup.
Aktionen afslørede problemer med fødevaresikkerheden og overholdelse af skatte- og afgiftsregler. Mange af de kontrollerede virksomheder kan se frem til sanktioner fra myndighederne.
De tre myndigheder har hver især kontrolleret, at virksomhederne overholder lovgivning på de respektive myndigheders områder for på den måde at forebygge unfair konkurrence og øge fødevaresikkerheden
Skattestyrelsen har under aktionen kontrolleret, om 15 virksomheder havde styr på lønninger, kasseafstemninger, afgifter og pantmærker. I ti af virksomhederne konstaterede Skattestyrelsen problemer, der skal følges op på. Samtidigt blev der beslaglagt tre paller drikkevarer og 37.000 pantmærker, der ikke måtte opbevares på stedet.
Halvdelen af de tolv virksomheder, Fødevarestyrelsens Rejsehold kontrollerede, havde ikke sporbarhed på deres fødevarer.
- Den lovpligtige dokumentation er helt afgørende for forbrugersikkerheden, hvis det viser sig, at der er farlige fødevarer i omløb, og varerne skal trækkes væk fra butikshylderne, understreger leder af Fødevarestyrelsens Rejsehold Michael Rosenmark.