Svære forhandlinger om ny planlov skudt i gang
Tirsdag 8. december tog Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) hul på forhandlinger med Folketingets øvrige partier om den vækstpakke, der bl.a. rummer forslag om at øge maksimum-størrelserne på dagligvarebutikker.
Forhandlingerne gik først i gang efter dette blads deadline, men på forhånd var en mindre restriktiv planlov udråbt af flere kommentatorer som en af de sværeste knaster.
Ifølge Dansk Handelsblads rundspørge til partierne i november var der ikke større begejstring for forslaget blandt de partier, som kan levere et afgørende flertal i Folketinget - Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
- I Dansk Folkeparti mener vi, at man skal passe meget på med at lave en ny lovtilpasning, som åbner alt for meget op for så store lempelser af arealkrav til butiksstørrelser, sagde Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby ved den lejlighed.
Skræmmende forhandlinger
Regeringens forslag går ud på at lade kommunerne bestemme mere, end de gør nu - og mest betydningsfuldt for dagligvarehandelen:
At tillade dagligvarebutikker på op til 2000 kvm. udenfor bymidterne - dobbelt så meget som nu - og 5000 kvm. i bymidter og lignende, hvor grænsen i dag er på 3500 kvm.
En af den gældende planlovs mest aktive forkæmpere, De Samvirkende Købmænd, DSK, er konstant på banen med advarsler til politikerne.
Adm. direktør i DSK, John Wagner betegner på sin Twitter-profil forhandlingerne som ”de måske mest afgørende forhandlinger nogensinde om dansk butikslivs fremtid.” ”Skræmmende,” tilføjer han.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Foto: Lidl