Lidl skærper konkurrencen om ungarbejderne

Lidl 7. jul 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Lidl
  • Lidl kaster sig nu for alvor ind i kampen om at tiltrække ungarbejdere til kæden. Fra 1. juli hæver kæden de unges løn med 14 pct.

Ungarbejderne i Lidls 134 butikker kan fra 1. juli se frem til en ekstra 10'er i timen, når de møder ind på arbejde. 

Den tyske discountkæde har nemlig besluttet at hæve lønnen for alle ungarbejdere omfattet af HK Handels overenskomster med 14 pct. hvilket i runde tal svarer til 10 kr. ekstra i timen. Dermed vil ungarbejderne fremover få 80,20 kr. i timen, hvilket er i toppen af dagligvarekædernes aflønningsskala. 

Det skriver Lidl i en pressemeddelelse, hvor Sine Dolberg, HR-direktør hos Lidl Danmark, giver udtryk for, at lønstigningen skal ses som en anerkendelse af medarbejdernes indsats.

- Det er dog vigtigt for mig at sige, at det ikke er gjort med branchens bedste løn. Derfor skal dette tiltag ses i sammenhæng med vores massive investering i gode udviklings- og karrieremuligheder, som gør det muligt for de unge mennesker at uddanne og udvikle sig fagligt såvel som personligt, samtidig med at de arbejder i Lidl. Vi håber og tror, at denne samlede pakke kan være med til at tiltrække og fastholde nuværende og kommende kolleger i butikkerne i dagens konkurrenceprægede arbejdsmarked, hvor vi i øjeblikket har cirka 85 ledige ungarbejderstillinger, siger hun.

Hos HK Handel er formand Mette Høgh glad for den nye aftale og håber på, at andre arbejdsgivere vil lade sig inspirere af Lidl til at løfte sig på lønområdet.

- Det er så velfortjent og dejligt, at arbejdsgiverne vil honorere en så vigtig ressource i dagligvarehandlen – vi kan ikke klare os uden dem på den måde, butikkerne er struktureret i dag med de meget lange åbningstider. Med en meget lav ledighed og et stort behov for arbejdskraft, er det rigtigt godt, at Lidl nu sætter fokus på det helt indlysende: Bedre lønforhold. Jeg håber, at andre arbejdsgivere også vil lade sig inspirere til at løfte på lønområdet. Vi har brug for kvalificeret arbejdskraft og dygtige kolleger i handelsbranchen, og det får vi, når vi giver en anerkendelse, der modsvarer kompetencerne og er med til at fastholde de unge i branchen, siger Mette Høgh, formand for HK Handel. 

Opdateret 9. aug 2021