Lidl gør klar til 60 nye butikker
Discountkæden Lidl er klar til at åbne 50-60 nye butikker inden for de kommende år, hvis planloven liberaliseres og dermed åbner for at bygge større dagligvarebutikker end i dag.
Når Lidl i nær fremtid slår dørene op til sin nye butik i Jyllinge på Sjælland, vil kæden have åbnet 100 butikker i løbet af 10 år, siden Lidl rykkede ind i Danmark i 2005.
Ifølge adm. direktør for Lidl Danmark, Finn Tang, er den gældende planlov imidlertid en barriere for den fortsatte ekspansion.
– Vi har en restriktiv planlov, som er en af de største udfordringer for Lidl. Planloven lægger nogle rammer for os, som vi ikke har følt har givet os optimale muligheder, siger han.
Han sætter derfor sin lid til, at regeringens udspil til nye størrelsesbegrænsninger bliver vedtaget af Folketinget. Regeringen vil hæve grænsen for dagligvarebutikker i lokalcentre og som enkeltstående butikker fra 1.000 til 2.000 kvm, mens grænsen for dagligvarebutikker i bymidter, bydelscentre og aflastningsområder hæves fra 3.500 til 5.000 kvm.
– Jeg håber, at forslaget bliver vedtaget, siger Finn Tang.
Små butikker
Han forklarer, at omkring 80 af kædens næsten 100 butikker blev planlagt frem til 2007, da planloven blev strammet. Lidl-butikker efter de tidligere planlovsregler blev opført frem til 2010, men derefter er der sket en opbremsning i opførelsen af nye Lidl-butikker. Siden 2011 er der således åbnet mellem to og fem nye butikker om året.
– Fremkommelighed i butikkerne er vigtig. Det fortæller kunderne os konstant i vores undersøgelser, og større butikker gør det også nemmere for vores medarbejdere. Desuden får vi mulighed for at føre det store sortiment, vi gerne vil have, så kunderne har mere at vælge imellem, siger Finn Tang.
Hvis planloven bliver liberaliseret, vil Lidl sætte turbo på åbningen af nye, større butikker, ligesom man vil udvide en række af de butikker, som er blevet opført i de seneste fem år, og som efter Lidls opfattelse er for små.