Lidl forpligter sig til at købe mere britisk

Lidl 30. okt 2019 -
This describes the image
Lidl UK Storbritannien discount Foto: Lidl UK

Den internationale discountgigant Lidl forstår på mange måder at tilpasse sig de lokale forhold i det store flertal af europæiske markeder, som kæden har butikker i.

Det gælder også i det Brexit-debatplagede Storbritannien, hvor Lidl sammen med ærkerivalen hjemme fra Tyskland, Aldi, er tonset frem siden finanskrisens udbrud i 2008.

Når de præsenterer fortsatte ekspansionsplaner for de kommende år, slår begge kæder især på, hvor mange nye arbejdspladser de skaber.

Og nu går Lidl et skridt videre ved at love at investere 15 mia. pund - 130 mia. kr. - over de kommende fem år i britiske leverandører.

Kædens salgsdirektør Ryan McDonnell siger:

- Efterhånden som vores forretning fortsætter med at vokse, er det vitalt, at vores leverandører forbliver en del af vores vækstplaner, og det er derfor, at vi forpligter os til at investere mindst 15 mia. pund over de næste fem år. Vores forretning bliver aldrig bedre end vores leverandørers, så investeringerne er en nøgle til at sikre, at de kan investere og ekspandere med os.

Discountgiganten begyndte med at indkøbe udelukkende britisk fersk kyllingekød, og nu lover man bl.a. at øge kødsalget af britisk oprindelse med 10 pct. det næste år.

Blandt elementerne i Lidls nye "køb britisk"-plan er også længerevarende kontrakter med leverandørerne i landet og et udviklingsprogram, der støtter op om unge landmænd.

Markedsandele vokser for tysk discount

I en periode, hvor briternes forventede afsked med EU kan gøre importerede varer både dyrere og mindre tilgængelige, er det et smart signal at sende til nationalt sindede briter - og muligvis også mindst lige så praktisk.

Det kan også ses som et modtræk i forhold til, at de første butikker i markedsleder Tescos nye discountkæde, Jack's, satser på et sortiment kendetegnet ved en meget høj andel af hjemmeproducerede fødevarer - 80 pct.

Mens der siden premieren for et år siden har været ret stille om Tescos discountkæde, der med kun seks butikker i dag ikke er blevet en faktor af betydning, fortsætter Lidl sammen med Aldi at tage markedsandele fra "de fire store" i britisk dagligvarehandel.

I den seneste opgørelse over markedsandele fra analysevirksomheden Kantar er Lidls markedsandel nået op på 6,0 - mod 5,6 pct. på samme tid sidste år.

Aldi går fra 7,6 til 8,1 pct. Dermed nærmer Aldi sig efterhånden den mindste af "de fire store", Morissons, der for første gang i mange, mange år dykker lige under 10 pct. Året før lå Morissons på 10,3 pct.

Også de øvrige største kæder taber marked - igen. Sainsbury's mindst til 15,3 pct., mens Tesco går 0,3 pct. tilbage til 27,0 pct.

Opdateret 10. nov 2020