Lidl er nomineret til grøn pris
Den tyske discountkæde Lidl er blandt de tre nominerede, når CSR Awards uddeler CSR Environment Prize den 7. oktober 2015.
Kæden er nomineret for sin grønne foregangsbutik, der ligger på Sjælør Boulevard i Valby. Butikken har som den eneste dagligvarebutik i Europa opnået en LEED Platinum certificering, der er den højeste certificeringsgrad inden for byggestandarden LEED (Leadership in Energy & Environmental Design). En bedrift, som har imponeret juryen, og har gjort at Lidl blev nomineret i et felt af meget kvalificerede kandidater:
“Europas Grønneste Dagligvarebutik er et meget spændende projekt, som viser vejen for fremtidens supermarkeder. Juryen har lagt særlig vægt på projektets helhedsorienteret fokus, hvor der ikke kun inddrages de åbenlyse løsninger som energioptimering, men også et fokus på de sociale aspekter, f.eks. ved at lave en fodboldbane og anlægge handicapvenlige stisystemer. Derudover er der et spændende element i forhold til cirkulær økonomi, hvor Lidls affald bliver til omdannet til biogas og brugt i deres gaslastbil,” lyder det i juryens indstilling.
Udover Lidl er De Forenede Dampvaskerier og produktionsvirksomheden Ecophon nomineret til prisen.
Bag prisen står CSR Fonden. Det er 5. gang prisuddelingen finder sted, og den er en fejring af alle de virksomheder i Danmark, som kombinerer samfundsansvar med forretning.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Foto: Lidl