Hjemmetest for corona kan komme på hylden i discountkæder

Lidl 5. maj 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • En hjemmetest fra Siemens Healthineers er nu CE-mærket, så den kan sælges på det danske marked – det kan blive i Lidl eller Aldi

opdateret...

Mange aktiviteter ud af huset kræver i dag en test for corona, og i stedet for at stå i kø ved et teststed, kan det være, at danskerne i fremtiden går i Lidl eller Aldi for at sikre sig det negative testresultat.

I hvert fald er der nu en CE-mærket coronatest klar fra Siemens Healthineers, og ifølge TV2 Nyhederne udelukker Lidl ikke, at den kommer på hylderne i kædens 133 butikker i Danmark.

Kommunikationschef Morten Vestberg siger til mediet, at man er åben for at se på mulighederne for at sælge hjemmetest, hvis de danske sundhedsmyndigheder vælger at bakke op om hjemmetest som et led i den danske teststrategi.

Det har myndighederne ikke gjort ind til videre, fordi der ikke har været en CE-mærket test til hjemmebrug.

Heller ikke Aldi afviser muligheden af at sælge hjemmetest.

- Vi tilbyder allerede mundbind, håndsprit og diverse rengøringsprodukter til forebyggelse af corona-smitte, og vi kan ikke afvise, at vi på sigt også vil sælge testkit til hjemmetest, hvis alle lovkrav og sikkerhedskrav er overholdt. På nuværende tidspunkt er der dog rig mulighed for gratis corona-test via det danske sundhedssystem, så vi ser ikke det samme behov i Danmark som i Tyskland, siger kommunikationschef i Aldi, Louise Wendelbo.

I Tyskland sælger både Lidl og Aldi hjemmetest.

Hos Siemens Healthineers fortæller landechef Mette Bruhn, at man planlægger at sælge hjemmetesten til apoteker, supermarkeder og distributører, og emballagen med CE-mærket kan være klar i slutningen af måneden.

Der er tale om en lyntest: Man tager en prøve gennem næsen, og svaret er klart i løbet af 15 minutter.

Opdateret 5. maj 2021