Discountkæde øger presset på konkurrenterne med 300 nye varer

Lidl 13. feb 2019 -
This describes the image
Foto: Lidl

Discountkæden Lidl har den seneste tid løbende udvidet sit sortiment med i alt 300 nye produkter og runder nu 2100 faste varenumre.

Nu skal en kampagne, ”Større udvalg. Små priser. Endnu mere til dig”, gøre kunderne opmærksomme på, at "kunderne kan gøre hele deres ugentlige indkøb i Lidl".

- Det skal ikke gøre en forskel, om man foretrækker økologi, gourmet eller den billigste vare – eller gerne vil have produkter, der opfylder alle tre kriterier. Det er muligt for alle at gøre hele sit indkøb i Lidl, og med de nye tilføjelser er der endnu flere kvalitetsprodukter at vælge imellem for kunderne, siger CCO fra Lidl, Mikko Forsström i en pressemeddelelse.

- I øjeblikket er der stor innovationsvilje i branchen, og kampen om kurven er intensiveret. Grænserne mellem formaterne bliver mere utydelige, og intet er helligt i kampen om kurve. Der er et skifte i gang i dagligvarebranchen, hvor formaterne udvikles i nye retninger end tidligere, lyder det fra detailekspert og direktør i Retail Institute Scandinavia, Dorte Wimmer i meddelelsen fra Lidl

De nye varer i Lidl er løbende tilføjet til sortimentet fra februar i 2018 og frem til nu og omfatter vidt forskellige produkter fra alle kategorier i varesortimentet fra økologisk babymad fra Lidls egen baby- og børneserie Lupilu til danske mærkevarer som Tulip Bacon, Den originale 3-Stjernet salami, Toms Guldkarameller og mejeriprodukter fra Arla samt gourmetserien WH fra gourmetkokken Wassim.

Lidl, der i dag har 117 butikker, lancerer udvidelsen af sortimentet i den kommende tilbudsavis samt med en kampagne med fire nye reklamefilm.

Opdateret 10. nov 2020