Detailhandlen skal trække væksten
Detailhandel er et af lokomotiverne til at drive fremtidens vækst i EU-landene. Men hvis europæisk detailhandel skal blive mere konkurrencedygtig og skabe yderligere økonomisk og jobmæssig vækst, skal EU-Kommissionen sørge for, at en række barrierer bliver fjernet.
Sådan lyder oplægget fra en europæisk arbejdsgruppe, der netop har færdiggjort sit arbejde og lagt en rapport med en række konkrete råd til EU-Kommissionen på bordet.
Arbejdsgruppen har bestået af 20 medlemmer, som har repræsenteret europæisk detailhandel og leverandører til handlen. Blandt medlemmerne har været store aktører inden for dagligvarehandlen som Carrefour, Lidl, Metro, Henkel og GlaxoSmithKline.
Vigtig branche
EU-Kommissionen har siden 2013 haft fokus på detailhandlen og har arbejdet med temaer som øget konkurrence og fair samhandel.
Dette vigtige marked ønsker EU-Kommissionen at gøre mere gennemsigtigt og konkurrencepræget, og det er derfor op til kommissionen at føre nogle af de anbefalinger, arbejdsgruppen er kommet med, ud i livet.
Arbejdsgruppen peger på fem områder, hvor der er behov for at fjerne barrierer.
Fokusområder
Arbejdsgruppen Et område er forskellige former for handelshindringer, der findes for detailhandlen, selv om det indre marked for længst er indført. Også i dag er der barrierer for varers fri bevægelighed, f.eks. nationale regler for mærkning af varer.
Et andet område er e-handel, som også danske brancheorganisationer er opmærksom på. Sidste år solgte kun 14 pct. af forretningerne deres varer over grænsen, og det mener arbejdsgruppen er for lidt.
Små og mellemstore virksomheder skal have forbedrede vilkår, så de f.eks. lettere kan få finansieret nye planer, og innovation skal i langt højere grad nyde fremme i europæisk detailhandel.
Innovation knyttes desuden til det femte fokusområde, nemlig en bedre uddannelse af detailhandlens medarbejdere.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Detailhandlen i EU spiller en stor rolle for at give unge arbejde og karrieremuligheder på arbejdsmarkedet.
Foto: Henrik Frydkjær