Virksomheder får refusion fra første dag
Flere virksomheder og erhvervsorganisationer, herunder De Samvirkende Købmænd, har presset på for midlertidig at få ændret den såkaldte arbejdsgiverperiode, så det ikke er virksomhederne der står med regningen i tilfælde af sygdom eller karantæne under coronoudbruddet.
Og det er netop en del af indholdet i en ny, omfattende hjælpepakke fra regeringen, der skal afbløde de økonomiske konsekvenser for virksomhederne.
Her lægger regeringen blandt andet op til, at arbejdsgiverperioden suspenderes, så virksomhederne får refusion fra dag ét, hvis en medarbejder bliver ramt af corona eller kommer i karantæne.
Samtidig får virksomheder muligheder for at sætte folk ned i tid i en midlertidig periode, hvor medarbejderen i stedet kan få supplerende dagpenge.
Ifølge finansminister Nicolai Wammen ventes denne del af hjælpepakken at koste staten et estimeret beløb på ca. 2-3 mia. kr.
200 mia. kr. ekstra til udlån
Ligeledes har erhvervsminister Simon Kollerup frigivet hele 200 mia. kr. i den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer, som bankerne har sat til side til som en ekstra stødepude til når, konjunkturerne vender. Og renten bliver nul.
Den ekstra kapital skal bruges til at holde hånden under virksomheder og arbejdspladser – ikke til at udbetale udbytter eller ekstra store bonusser i bankerne, understreger erhvervsministeren.
Læs også: Små virksomheder får udskudt skat og moms
Læs også: Nærbutikker: Udskydning af skat og moms udskyder bare lukninger