Valget kan betyde lavere afgifter
Kun ét enkelt mandat skiller blå blok fra rød blok, men fordelingen betyder imidlertid, at
et flertal i Folketinget peger
på, at Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, skal søge at danne regering.
Et regeringsskifte vil få betydning på nogle konkrete områder for dagligvarebranchen og detailhandlen.
Det vil først og fremmest være på afgiftsområdet, at de borgerlige partier vil være forpligtet til at gennemføre ændringer.
Afgifter og planlov
Partierne i blå blok har både før og under valget udtrykt ønske om at sænke punktafgifterne på nydelsesmidler. Dels for at mindske grænsehandlen, dels for at fjerne administrativt bøvl fra producenterne og leverandørerne.
Liberal Alliance har et bud på at sænke alle punktafgifter på grænsefølsomme varer,
og det vil koste godt fire mia.
kr. Venstre har afsat 250 mio. kr. , og De Konservative ønsker at afskaffe en lang række afgifter. Også Dansk Folkeparti vil sænke afgifter, men har ikke fremsat konkrete tal.
Et andet område, som vil komme i spil med en ny regering, vil være en lempelse af planloven.
Der er dog især udvalgsvarehandelen, som skal have bedre mulighed for at opføre butikker uden for bymidterne. Derimod har meldingen omkring dagligvarebutikkerne været, at partierne ønsker at fastholde de gældende detailhandelsregler.
Nethandel og pant
Et ønske fra dansk detailhandel og danske internetbutikker er, at der stilles krav til udenlandske netbutikker, at de betaler dansk moms, når de sælger til danske forbrugere.
Problemet har været synligt længe, og politikerne fra blå blok har klart tilkendegivet under valget, at de vil håndhæve momsreglerne skrappere overfor udenlandske netbutikker.
Umiddelbart før udskrivelsen af valget nåede regeringen at indgå en tysk-dansk aftale om at indføre pant på dåser i grænsehandlen, formentlig fra 2018.
De borgerlige partier har under valgkampen tydeligt tilkendegivet, at de vil holde fast i pantaftalen, og at de vil fortsætte arbejdet med at udmønte aftalen i praktiske løsninger i Danmark med
indsamling og finansiering.
FAXIMILLE: DANSK HANDELSBLAD UGE 24