Thorfisk lander lille overskud
Thorfisk med hovedbase i Grenaa kom ud af 2018 med et beskedent overskud på 785.000 kr. efter skat i 2018, og det resultatet var da også lavere end forventet.
Selskabet, der producerer og handler med fisk, er datterselskab til nordjyske Seafood Danmark.
Thorfisk oplyser ikke omsætningstal i regnskabet. Det fremgår dog, at selskabets bruttofortjeneste har taget et dyk på 15,7 mio. kr. til 27,2 mio. kr.
Samtidig er driftsresultatet gået tilbage med 70 pct. til 717.000 kr.
- Der var forventet et samlet positivt resultat for regnskabsåret 2018 på 3-5 mio. kr. Den primære årsag til det forringede resultat er en lavere omsætning end forventet, lyder forklaringen i ledelsesberetningen.
Tilpasninger
Af regnskabet fremgår det også, at ledelsen har foretaget tilpasninger af Thorfisks-aktiviteter og struktur i løbet af 2018.
Det udløste i efteråret også en del polemik og indblanding fra fagforeningen 3F Ringkøbing-Skjern, da selskabets ledelse med kort varsel annoncerede stop for produktionen af Thorfisk i Hvide Sande for i stedet at flytte og samle filetproduktionen i Hanstholm.
Den manøvre blev siden udskudt til april/maj i år og skal være med til at skabe bedre økonomi i selskabet.
- Ledelsen forventer et resultat efter skat i niveauet 4-6 mio. kr. for det kommende regnskabsår, blandt andet som følge af løbende tilpasninger af selskabets aktiviteter og struktur, lyder det i regnskabet.