Thisted Bryghus vinder på specialøl

Leverandører 13. feb 2017 -
This describes the image
Thisted Bryghus Foto: Thisted Bryghus
Skrevet af: Henrik Denman

En større satsning på specialøl har givet Thisted Bryghus vind i sejlene. Øget fokus på specialøl er en medvirkende årsag til, at det nordjyske bryggeri har haft en vækst i omsætningen, som bryggeriet ikke har set i mange år.

Omsætningen i 2015/16 blev ca. 43 mio. kr., viser det nye årsregnskab. Det er en stigning på hele 12 pct. i forhold til året før.

Ledelsen skriver i regnskabet, at bryggeriet i 2015/16 har fortsat strategien med fokus på specialøl, som føjer sig til bryggeriets kerneproduktion, nemlig pilsner og classic samt økologisk øl.

Driftsresultatet viser et halvering - helt præcis et fald på 54 pct. - fra ca. 2 mio. kr. i 2914/15 til 905.000 kr. i det seneste regnskabsår. Indtjeningsnedgangen var ventet, for Thisted Bryghus har i det seneste regnskabsår skiftet fustagetype, som har givet en større meromkostning, men udskiftningen har samtidig betydet en stigning i salget af fadøl i regnskabsåret.

Årets resultat blev 718.000 kr. mod 1,6 mio. kr. året før.

Ledelsen forventer, at bryggeriet vil øge salget i det kommende år, og at det især bliver salget af specialøl, der vil trække væksten. Årets resultat betragtes som tilfredsstillende, og ledelsen vurderer, at resultat for 2016/17 ventes at blive bedre end i år.

Opdateret 10. nov 2020