Supermarkeder skal tilpasses de lokale kunder

Leverandører 18. jan 2018 -
This describes the image
Leverandører, der har mulighed for det, er allerede i gang med at sænke priserne, siger MLDK. Foto: Helle-Karin Helstrand

Den 1. december var det slut. Da stod der ikke flere Løvbjerg-varer på Reitans lager. Den familieejede, korte kæde har fået ny grossist, og nu kommer flere end halvdelen af de varer, der bliver leveret til Løvbjergs butikker, fra Dagrofa. Resten kommer direkte fra leverandøren.

Grossistskiftet får stor betydning i de 16 Løvbjerg-butikker – eller discountsupermarkeder, som adm. dir. Jesper Due kalder kædens butikker. Blandt andet skal Løvbjerg i endnu højere grad tilpasses lokalområdet.

- Med skiftet til Dagrofa har vi fået mulighed for at trække på et betydeligt større sortiment direkte fra vores grossist, hvilket er et økonomisk issue. Det betyder også, at vi eksempelvis har kunnet udvide vores udvalg af convenience. Vi har beholdt en række varer, som Dagrofa ikke normalt har, fordi vores kunder ikke vil undvære de varer. Men samtidig har vi fået mange varer, som Dagrofas butikker også sælger. Blandt andet har vi nu et udvalg af private label-varer på cirka 1000 fra serierne First Price, Gestus og Grøn Balance, siger Jesper Due.

Vil matche discounterne

Løvbjerg må ikke sælge Gobi-vine eller Omhu, som kun Meny har på hylderne. Ellers er det frit slag på alle Dagrofas lagerhylder.

- Under forhandlingerne med Dagrofa var det vigtigt for os, at vi fi k ret til at sælge alle Dagrofas varer, og i forbindelse med skiftet er halvdelen af vores kolonialsortment blevet skiftet ud. En af udfordringerne var prissætningen. For selv om der er tale om varer, der minder meget om hinanden, kan der eksempelvis være forskel på vægten. Vores butikker nærmer sig måske mere og mere supermarkederne, men priserne skal fortsat matche discountbutikkerne, siger Jesper Due.

Løvbjerg har nu blandt andet en del Meny-varer på hylderne.

- Men priserne er lavere hos os, og det er faktisk kun i Struer, at vores butikker ligger i nærheden af en Meny. Andre steder konkurrerer vi ikke, siger Jesper Due.

Lokal tilpasning

Et klart mål med grossistskiftet har været at kunne tilpasse sortimentet i den enkelte butik, så den passer til kundegrundlaget.

- Vores købmænd har længe arbejdet med lokal tilpasning, men nu har den enkelte købmand fået bedre mulighed for at vælge varer, der passer til lokalområdet. Jeg kan ikke sætte tal på, hvor mange varer der vil være specielle for den enkelte butik, men der skal ikke så mange til, hvis de er udstillet det rigtige sted i butikken, siger Jesper Due.

Som noget nyt har butikkerne fået reoler, der i den netop gennem renoverede butik på Trøjborg ved Aarhus er lilla og grønne. På Trøjborg er de fyldt med økologi og glutenfri varer.

- Andre steder kan det eksempelvis være nonfood eller dyrefoder, der skal fyldes på de hylder, der skal stå et centralt sted, siger Jesper Due.

Vellykket skifte med varerdag

Jesper Due er lettet over, at skiftet er gået langt over forventning.

- Et mål for os var, at vi ikke ville flytte varer fra Reitans lager til Dagrofa, og det slap vi for. Det indebar da også, at vi havde ti mand fra vores indkøbsafdeling samt en række folk fra Reitan til at holde øje med lageret og hver eneste vare, der røg ind og ud af lageret den sidste tid. Vi havde en del Reitan-varer i tilbudsaviserne de sidste måneder og fik lageret tømt inden deadline. Men der er selvfølgelig stadig varer fra Reitan i butikkerne, siger Jesper Due.

Under skiftet var det også vigtigt for ham, at alle medarbejdere lærte de nye varer at kende.

- Vi holdt en varerdag, hvor Dagrofa stillede med 30 mand, der skulle fortælle om vores nye varer. Derudover gav vi 25 pct. i personalerabat på Gestus og Grøn Balance. Kender vores personale ikke vores varer, kan de heller ikke vejlede kunderne, siger Jesper Due.

Skiftet har ifølge direktøren været omkostningsneutralt, men det har kostet lønkroner at udskifte varer og prisskilte i alle butikker.

- Nogle steder har man arbejdet om natten, mens andre butikker har klaret det i dagtimerne. Det har selvfølgelig også kostet penge at sælge ud af varebeholdningen fra Reitan, men vi fik lavet nogle gode aftaler i forbindelse med skiftet, siger Jesper Due.

Opdateret 10. nov 2020