Stryhns overtager K-Salat
Orkla sælger nu K-Salat til Stryhns A/S, fortæller Orkla Foods Danmark i en pressemeddelelese.
Aftalen indebærer en fuldstændig overdragelse af K-Salat, som omfatter pålægssalater, mayonnaise, remoulade, dressinger og kartoffelsalat. Aftalen inkluderer overtagelse af en fabrik med ca. 100 medarbejdere i Havnsø på Vestsjælland.
Stryhns er ejet af norske Agra og producerer i forvejen Graasten salater, remoulade, mayonnaise og dressinger.
Ifølge pressemeddelelsen vil Orkla nu koncentrere sig om færre kategorier.
- Orkla Foods Danmark vil fremadrettet fokusere kernesortimentet under de kendte mærker Beauvais, Den Gamle Fabrik, Glyngøre, Bähncke, FUN, Grønnegården og Risifrutti, siger Tino Bendix, Adm. Direktør i Orkla Foods Danmark A/S.
K-Salat blev grundlagt i 1937 under navnet Københavns Salatfabrik. Virksomheden flyttede senere til Havnsø, og navnet blev ændret til K-Salat.
Transaktionen forventes at blive gennemført primo december 2017, med regnskabsmæssig virkning fra 1. december 2017.