Stryhns øger overskuddet i presset marked
Markedet for pålægsprodukter har i 2019 udviklet sig økonomisk gunstigt for den danske pålægsproducent Stryhns, som hører under den norske AGRA koncern.
Omsætningen steg i 2019 med små 4 pct. til 958 mio. kr., mens Stryhns øgede bundlinjen med 18 pct. - fra 40 mio. kr. i 2018 til 47 mio. kr. i 2019. Bruttofortjenesten steg i samme periode til 345 mio. kr. fra 326 mio. kr.
Det fremgår af årsregnskabet for 2019, hvor Stryhns også noterer, at "resultatet levede i det store hele op til ledelsens forventning."
Fremgang i regnskabstallene er dog ikke ensbetydende med, at markedet generelt har udviklet sig positivt, idet "totalmarkedet i Danmark for Stryhns væsentligste forretningsområder har i 2019 haft en mindre tilbagegang i forhold til sidste år. Markedet i Danmark er forsat underlagt nogle svære rammebetingelser og er fortsat et stærkt konkurrencepræget marked med stor fokus på pris," lyder det blandt andet i ledelsesberetningen for 2019, som fortsætter med en kommentar på den igangværende coronakrise, hvor man umiddelbart forholder sig positiv.
"Det er for tidligt at kunne udtale sig om hvorvidt og i givet fald, hvilken effekt Covid-19 vil have på omsætningen og indtjeningen i 2020. Ledelsen forventer dog på nuværende tidspunkt, at kunne fastholde sine markedspositioner, herunder at fastholde selskabets økonomiske position, samt resultat på niveau med 2019," lyder det.