Stort smæk til Haribo i Danmark
Konfekturevirksomheden Haribos danske afdeling blev hårdt ramt i 2016. Salget af virksomhedens kendte slikprodukter er gået tilbage både i Danmark og på andre europæiske markeder.
For første gang i fem år må Haribo Produktion, der ligger i Faxe på Sjælland, notere en tilbagegang i omsætningen. Den faldt med 11 pct. i forhold til 2015. Størst er faldet i omsætningen i Danmark, som gik tilbage med 17 pct., mens omsætningen til det øvrige Europa blot faldt med 2 pct.
2016 gav også en alvorlig lussing på indtjeningssiden. Driftsresultatet faldt med 96 pct. i forhold til året før og nåede ca. 2 mio. kr. mod 36 mio. kr. i 2015, og årets resultat faldt med 51 pct. til 56 mio. kr.
Ledelsen skriver i årsregnskabet, at den ikke er tilfreds med udviklingen i Danmark.
Haribo Produktion er en del af den internationale Haribo-koncern, der har hovedsæde i Bonn i Tyskland, og virksomheden i Faxe producerer slik til både det danske og det øvrige europæiske marked.
Ledelsen forventer i 2017 en stigende omsætning både i Danmark og internationalt, og desuden forventer ledelsen en øget indtjening under forudsætning af, at omsætningen rent faktisk vokser.