Stigende salg af fuldkornsprodukter
De danske forbrugere får hele tiden flere fuldkornsprodukter at vælge imellem, og de tager positivt imod de mange muligheder for at spise sundere.
Antallet af produkter med fuldkornslogoet er steget markant, siden logoet blev lanceret i 2009. Siden 2016 er antallet af logomærkede produkter steget med 17 pct., og der findes nu 800 logomærkede produkter at vælge imellem.
En ny opgørelse fra analyseinstituttet Nielsen viser, at salget af produkter med fuldkornslogoet er steget med syv pct. siden 2016.
Fuldkorn virker forebyggende på en lang række livsstilssygdomme, og Fuldkornspartnerskabet håber, at udviklingen fortsætter.
- Fuldkornslogoet har bidraget til, at de danske forbrugere er blevet bevidste om det store udvalg af fuldkornsprodukter, og det har dermed været en stærkt medvirkende faktor til det øgede salg, siger Niels Brinch-Nielsen, adm. direktør for Valsemøllen og bestyrelsesformand for Fuldkornspartnerskabet, i en pressemeddelelse.
Fuldkornspartnerskabet består af en række fødevarevirksomheder og Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Kræften Bekæmpelse og Fødevarestyrelsen.