Smart emballage reducerer madspild
Klimarigtig emballage, der hjælper med at reducere madspild, har et stærkt fokus i emballageindustrien.
- Vi har oplevet en stor interesse, men fødevareindustrien er konservativ, og derfor kan det tage tid, før der kommer et stort gennembrud for miljøvenlig emballage, siger Anders Kallmans, direktør for Multivac.
Virksomheden udvikler både maskiner, emballage og metoder til reduktion af miljøbelastningen.
- Ved at benytte alternative emballager kan vi med eksempelvis Skin-pack opnå en holdbarhed på emballerede produkter i butikken, der er tre og en halv til seks gange længere end i dag. Dermed kan vi reducere madspildet med op til 60-70 pct., siger Anders Källman.
Mindre farve, mere smag
Skin-pakkede produkter, der er vakuumpakkede, kan betyde, at forbrugerne oplever fødevaren som mere fattig på farve, men det er en teknologi, der ifølge Anders Kallman til gengæld giver et bedre produkt, når det kommer til smagsoplevelsen.
- Det handler om at få forbrugerne til at afprøve produktet for at kunne forstå fordelene ved Skin Pack, siger han.
Et andet produkt, som Multivac satser på i fremtiden, er portionsforpakninger, som i øjeblikket benyttes til pålæg og forarbejdede udskæringer.
- Flere små rum i samme pakke betyder, at maden kan pakkes i mindre portioner. Det betyder, at hele pakken ikke skal brydes, når man kun skal bruge en del af indholdet. Det gør produktet friskere og mere appetitligt i længere tid, og det øger samtidig holdbarheden og reducerer madspildet, forklarer Anders Källman.
Ingen olie
Tilstedeværelsen af plast- og oliebaserede emballageprodukter i dagligvarehandelen er blevet diskuteret kraftigt den seneste tid.
Mange dagligvarekæder er hoppet på PR-vognen og har meldt ud, at de enten stopper helt med – eller i hvert fald reducerer salget af indkøbsposer af plastik. Andre har sat som mål alene at benytte genbrugsmaterialer. Generelt er der dog stadig store mængder plastmaterialer i dagligvarehandelen.
På branchemessen Scanpack i Göteborg i slutningen af oktober fremviste en række aktører miljøvenlige og klimavenlige emballageløsninger.
- Vi har udviklet en emballage helt uden oliebaserede produkter, 48 pct. ikke-oliebaseret polymer og 52 pct. mineraler. Emballagen er med sin høje varmeledningsevne fremragende til varme færdige måltider, men også til kølede retter. Ved at holde en ret varm i længere tid, reduceres madspildet indirekte. Vi gør emballagen tyndere, men bevarer stivheden i forhold til oliebaserede produkter, siger Oscar Hugoson, sælger hos Scanfill.
Produkterne, som er fuldstændig genanvendelige, kan også formes og farves efter behov og ønsker, for eksempel for at lette sorteringen.
Scanfills moderselskab Polykemi deltager i et forskningsinitiativ i et EU-projekt, der muliggør og letter sortering af emballagematerialer, ved at de bliver sporbare med infrarødt lys. På den måde kan produktet nemt genbruges og anvendes i nye polymerbaserede produkter.
Et andet innovativt produkt er skabt af Ecolean-selskabet, som har udviklet en drikkevarekarton, hvor op til 40 pct. af plastikken er erstattet af kridt. Emballagen bliver blødere og lettere at håndtere ”ude af huset”.
Etiketter, der kommunikerer
Nye og forbrugerrelaterede kanaler til markedsføring er altid attraktive. Et svensk familiefirma har udviklet en etiket, som ”snakker” med forbrugeren.
- Ved at scanne etiketten med sin smartphone får forbrugerne fakta og historier om produktet. Leverandøren modtager samtidig oplysninger om, hvor og hvornår produktet bruges, siger Günther Dieroff, udviklingschef hos Beneli.
Teknologien kan også bruges til – sammen med sensorer - at aflæse, hvordan den enkelte karton med mad er blevet påvirket, når kølekæden eksempelvis har været brudt.
- Det betyder, at en hel masse mad ikke behøver at blive kasseret, men kun de kasser eller enheder, der er blevet påvirket. Det sparer penge og skåner miljøet, siger Günther Dieroff.
Madspild betyder noget
Olof Nyström er projektleder på Packbridge International Packaging Network.
- Madspild er på dagsordenen, og mange emballageproducenter kigger i dag på, hvordan man udvikler emballage, der kan sænke madspildet. Kødproduktionen har ansvaret for en stor del af vores klimapåvirkning, og vi kan ikke leve med at miste så meget mad, som vi gør i dag, hverken i transportkæden, grossistleddet, i detailhandlen eller hos forbrugeren, siger Olof Nystrøm.
- Forskellige vakuum-emballeringsmetoder til fersk kød og fisk kan betyde meget for at forlænge levetiden i butikken og dermed meget for svindet. En god tommelfingerregel er, at 30 pct. af en svensk husholdnings indkøb af mad ender som madspild, siger han.
Når det gælder håndtering af fødevarer før husholdningen, kan brug af NFC-tags (Near Field Communication) og sensorer gøre det lettere at vurdere fødevarens holdbarhed.
- Teknologien gør det nemmere at spore og sortere defekte varer fra og mindsker unødvendigt spild både i forretningen og i transportsektoren, siger Olof Nyström.
En anden løsning, der er på vej, kan være en øget tilpasning af størrelser på forbrugeremballage.
- Mængden af single-husstande i den vestlige verden er på vej mod 50 pct., og det åbner op for mindre pakker og portionsemballage. Det, tror jeg, at vi vil se mere af i fremtiden, siger Olof Nyström.
Fem emballagetrends i 2019
- Emballagen kommer til at spille en vigtig rolle til reduktion af madspild
- Varemærkeleverandører, der sælger online, kommer til at genopfinde deres emballager med henblik på at forbedre oplevelsen på nettet
- Virksomheder, der er enkle og gennemsigtige i deres kommunikation, får et forspring
- At passe på verdenshavene og naturen kommer til at drive udviklingen af emballage og arbejdet mod en cirkulær økonomi for de fremtidige generationer
- Moderne og nytænkende emballage får en central plads i butikkerne
Kilde: packworld.com