Santa Maria styrker salget trods hård konkurrence

Leverandører 10. maj 2017 -
This describes the image
Santa Maria er Nordens største leverandør af krydderier, grillsaucer og marinader. Foto: Santa Maria
Skrevet af: Henrik Denman

Nordens største leverandør af krydderier, Santa Maria, oplever øget konkurrence på det danske marked, men har alligevel i 2016 øget omsætningen med 6,4 pct.

Trods fremgangen i omsætningen oplevede virksomheden sidste år et lille fald i markedsandele og kendskabsgrader, hvilket ifølge ledelsen skyldes stor konkurrence fra andre brands og private label.

Santa Maria landede i 2016 med en omsætning på 34,7 mio. kr. mod 32,6 mio. kr. året før.

Driftsresultatet blev også forbedret og blev 7,7 mio. kr. Det var en forbedring på 5 pct. i forhold til året før. Årets resultat blev 5,9 mio. kr. - en stigning på 7 pct. i forhold til 2015.

Ledelsen betegner årsregnskabet for 2016 for meget tilfredsstillende. Virksomheden forudser i 2017 fortsat voksende konkurrence fra private label og at discountbutikkerne vil øge deres markedsandel. Derfor vil Santa Maria fortsat fokusere på kerneområderne og finde nye muligheder for at øge salget. Selskabet forventer at kunne øge omsætningen i 2017.

Santa Maria er Nordens største virksomhed med over 400 ansatte inden for smagstilsætning som krydderier, grillprodukter, Tex Mex, Thai og India-produkter. Santa Maria er en del af den finske fødevarekoncern Paulig, som har en stærk position inden for kaffe, etnisk mad og smagstilsætning.

På kort tid har Santa Maria også etableret sig som markedsleder i flere lande i resten af Europa. Det er her, selskabet ser gode vækstmuligheder for virksomheden, og målsætningen er at blive størst i Nordeuropa på krydderier og førende på Grill, Tex Mex, Asia og India.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?