Royal Unibrew trodser dårligt sommervejr med nyt rekordår
Vejret artede sig bestemt ikke fra sin bedste side på Royal Unibrews hovedmarkeder i Nordeuropa sidste sommer. Alligevel trodsede bryggerikoncernen det våde vejr og lagde 100 mio. kr. til omsætningen sidste år, der nåede godt 6,4 mia. kr.
Samtidig steg EBIT-resultatet med 7 pct. til knap 1,1 mia. kr., mens indtjeningen efter skat steg med 47 mio. kr. til 831 mio. kr., hvilket er det bedste resultat for bryggerikoncernen nogensinde.
Italiensk opkøb
I 2017 opkøbte Royal Unibrew det italienske selskab Terme Di Crodo, der blandt andet producerer citronsodavand. Med opkøbet, der kostede 600 mio. kr., fordoblede Royal Unibrew salget på det italienske marked.
Og den danske bryggerikoncern har formået at styrke sin markedsposition på de fleste markeder, forklarer adm. direktør Hans Savonije.
- Vi opnåede i det forgange år det bedste resultat nogensinde, og omsætningen steg i alle dele af vores forretning, når der ses bort fra effekten af ændrede kundeaftaler og en negativ valutakurseffekt i vores maltforretning, udtaler Hans Savonije i en pressemeddelelse.
Forbedringen af indtjeningen og forventningerne til fremtiden betyder, at Royal Unibrew øger EBIT-målet på mellemlangt sigt fra 16 pct. til ca. 17 pct., oplyser selskabet i forbindelse med regnskabsfremlæggelsen.