Royal Greenland med nyt topresultat

Leverandører 20. apr 2017 -
This describes the image
Foto: Royal Greenland
Skrevet af: Henrik Denman

Fiskerikoncernen Royal Greenland er i dag en virksomhed med et klart strategisk sigte, som kaster gode økonomiske resultater af sig.

Koncernen opnår i sit nye årsregnskab det hidtil bedste resultat på 355 mio. kr. før skat, som er hentet ud af en omsætning på godt syv mia. kr.

Regnskabet afspejler 15 måneders drift, da regnskabsåret er omlagt, så det fremover følger kalenderåret.

Adm. direktør Mikael Thinghuus fremhæver, at omsætningen og resultatet naturligvis skal ses i lyset af den længere driftsperiode, men også på sammenlignelig basis er der tale om det bedste resultat nogensinde for koncernen.

Royal Greenland arbejder efter en strategi, som omfatter fangst og salg af koldtvandsrejer, hellefisk og snekrabber. Virksomheden har gennem opkøb fået bedre adgang til det nordamerikanske marked, der sammen med Skandinavien, Europa og Asien er koncernens hovedmarkeder.

Forventningen til 2017 er, at Royal Greenlands positive udvikling gennem de seneste seks år fortsætter.

- Royal Greenland er i dag en af de største virksomheder i en særdeles fragmenteret nordatlantisk fiskeribranche og markedsleder inden for rejer, hellefisk og stenbiderrogn, siger Mikael Thinghuus i en pressemeddelelse.

Opdateret 10. nov 2020