Rekordhøj bonus til BFI-medlemmer

Leverandører 16. mar 2020 -
This describes the image
Direktør for BFI Indkøb, Bjarne Månsson. Foto: BFI Indkøb
Skrevet af: Søren Tougaard

BFI-Indkøb varetager fællesindkøb for 169 medlemmer, der tæller forhandlere og forpagtere af benzinstationer samt kiosker over hele landet.

Og her kan medlemmerne tilsammen se frem til en rekordhøj bonusudbetaling på 27,1 mio. kr., hvilket er ca. en halv mio. kr. højere end i 2018.

- Det bedre resultat er en kombination af, at vi har været bedre til at tjene penge, men vi har også holdt igen med nogle omkostninger. Der er ikke noget wauw, det var det, der gjorde forskellen, siger Bjarne Månsson, adm. direktør i BFI-Indkøb.

BFI’s medlemmer spænder vidt. Fra 109 Shell-stationer, som enten er ejet af en forhandler eller drives af en forpagter med DCC Energi som ejer, til 24 kiosker helt uden kædenavn. Derudover består medlemskredsen af kæden Extra, som både tæller kiosker uden benzin og benzinstationer under navne som Go’On og F24 mv. I alt 44.

Stort bonusspænd

I snit modtager hvert BFI-medlem 160.000 kr. i bonus, men det nøjagtige beløb kan varierer fra slet ingenting til en større sekscifret bonusudbetaling.

- Der er nogen, der slet ikke får noget, fordi de så små, mens andre får op imod en halv mio. kr. i bonus. Det sker efter et retfærdighedsprincip alt efter, hvor meget man har købt ind gennem BFI og vores fælles aftaler, siger Bjarne Månsson.

I 2019 sagde BFI-Indkøb farvel til seks medlemmer, mens fire nye er kommet til. Samlet set ligger BFI-Indkøb ca. på indeks 100 målt på volumen, fortæller Bjarne Månsson.

- Der lukker stadigvæk butikker i vores marked, så jeg har ingen forventning om, at vi kommer til at overgå os selv. Gør vi det, bliver det marginalt. Der ligger ikke lige et potentiale på den korte bane til, at vi kan hæve os yderligere, siger han.

Som en følge af corona-virus udsætter BFI nu også sin årlige messe, der skulle have været holdt på Comwell i Kolding fra 27. 28. marts. Messen udskydes til 12.-13. juni.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?