Rammer for apotekers sortiment på plads
Apotekerne har med den nye apotekerlov fået sat begrænsninger for, hvilke varer de må sælge ud over lægemidler. Selv om de nye rammer betyder begrænsninger, giver apoteker udtryk for tilfredshed med de nye forhold.
I forbindelse med Folketingets behandling af forslaget til den nye apotekerlov var detailhandlens organisationer meget opsatte på at få begrænset omfanget af de såkaldte frihandelsvarer på apotekerne. Apotekerne omsætter for ca. 12 mia. kr. årligt, og heraf udgør salget af frihandelsvarer i dag ca. 1,7 mia. kr., eksklusiv salg af liberaliseret håndkøbsmedicin. Apotekernes salg af frihandelsvarer har været stigende gennem en årrække.
Detailhandlen er tilfreds med, at der nu er sat grænser for, hvilke varer apotekerne må sælge. I Danmarks Apotekerforenings blad Farmaci giver formanden for Apotekerforeningen, Anne Kahns, tilsvarende udtryk for tilfredshed.
– Det er – og har altid været – vores kerneområde at sælge lægemidler. Det er det, vi har fokus på. Så overordnet er vi udmærket tilfredse med at få nogle rammer for det, vi må sælge udover medicin, siger hun til bladet.
Lydhøre
En ny bekendtgørelse fra Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for, hvilke andre varer end lægemidler apotekerne må fælge. Ifølge Anne Kahns har myndighederne været lydhøre over for apotekernes sundhedsfaglige argumenter:
– Vi er glade for, at vi beholder vores enestående sortiment inden for både hudpleje, personlig pleje, vitaminer og kosttilskud. På den måde kan vi også i fremtiden honorere borgernes naturlige forventning om at kunne købe varer, som supplerer og optimerer den medicinbehandling, de er i gang med, og samtidig understøtter både sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, siger Anne Kahns.
Tekst og foto: Henrik Denman
hede@dhblad.dk