Producent: Det kommer til at gå langsomt
Den danske e-cigaret producent Ziicca forudser, at der vil gå nogle år, før de store dagligvarekæder for alvor får fat på markedet for salg af e-cigaretter med nikotin.
- Jeg tror, der vil være et stabilt støt stigende marked i de næste mange år. Markedet skal modnes meget, fordi de produkter, der nu kommer på markedet, ikke nødvendigvis er de produkter, som forbrugerne efterspørger, siger Magnus Stawicki Blak, der er indehaver af e-cigaret firmaet Ziicca med hovedkvarter i Hellerup.
Han forklarer, at mange af de små specialbutikker i dag fører et stort sortiment af nikotinvæsker med måske 200 forskellige smagsvarianter og mange forskellige ryge-devices, som det kan blive meget dyrt at søge godkendt hos Sikkerhedsstyrelsen.
- Det bliver dyrt, hvis hver enkelt smagsvariant og hver enkelt del af en device skal godkendes. Så det kæmpeudvalg, der er i dag, vil blive indsnævret i hvert fald i de fysiske butikker. Det svarer til, hvis man tilbage i 1970-erne skulle have godkendt hver enkelt majspibe med en afgift på 30.000 kr., siger han.
Han vil selv søge om myndighedernes godkendelse af et begrænset sortiment af e-cigaretter med nikotin på det danske marked, hvis lovgivningen som forventet giver producenten den mulighed fra maj år.
- Vi har nogle produktserier, som sælger rigtig godt i udlandet, som vi vil søge at få godkendt, og så vil vi i øvrigt holde os til et begrænset sortiment, siger Magnus Stawicki Blak.
Lille salg uden nikotin
Ziicca var i 2012 firstmover på det danske marked for e-cigaretter, men virksomheden har det seneste år koncentreret sig om salg til udlandet, da det ikke har været lovligt at sælge e-cigaretter med nikotin i Danmark.
E-cigaretter har endnu ikke været det store salgshit i de store dagligvarekæder. Damperne vil have rygevæske med nikotin, og da det hidtil ikke har været lovligt, så har de store kæder holdt sig væk.
- Vi var markedsbærende i Danmark i nogle år, men vi har i dag fokus væk fra det danske marked fordi vi netop ikke vil sælge ulovlige produkter. Vi er dog fortsat på det danske marked med nikotinfri produkter, men det nikotinfri salg er ikke særlig stort, siger Magnus Stawicki Blak.