Procter & Gamble har frasolgt brands
Det danske selskab i den internationale mærkevaregigant Procter & Gamble fik i regnskabsåret 2016/17 et fald i omsætningen, der blev 63 mio. kr. mod 67 mio. kr. året før.
De to års omsætningstal ligger et godt stykke under tidligere års niveau, som i 2014/15 toppede med 116 mio. kr.
Årets resultat blev 11 mio. kr., mod 14 mio. kr. året før. Det anser ledelsen for at være tilfredsstillende.
En væsentlig del af forklaringen på det store fald i salget er det frasalg af mærker, som koncernen foretog i 2014. Procter & Gamble droppede op mod 100 brands for at koncentrere sig om de 70-80 brands, der solgte bedst og havde den stærkeste indtjening.
En del af frasalget omfattede en række kosmetikmærker og hårprodukter, bl.a. Wella, til kosmetikvirksomheden Coty. I Danmark blev frasalget reelt gennemført i 2016, og Wella-produkterne indgår i dag i handelsselskabet Bräuners portefølje.
Ledelsen i Procter & Gamble Danmark forventer i det nye regnskabsår en indtjening på niveau med sidste år.