Peter Larsen Kaffe etablerer kaffefarm i Danmark
Det kan lyde som varm sommerjoke, men den er god nok.
Producenten Peter Larsen Kaffe fra Viborg har netop åbnet Nordeuropas første kaffefarm i Skanderborg.
Det er dog ikke formålet at skabe nye kaffesorter i almindelig forstand, lyder det fra Udviklings- og kommunikationschef hos Peter Larsen Kaffe, Lars Aaen Thøgersen.
- Med kaffefarmen vil vi gå nye veje og vise kaffebønnens mange andre anvendelsesmuligheder. Kaffe rummer en høj næringsværdi i form af både proteiner, antioxidanter, vitaminer med mere som i dag ikke bliver udnyttet, siger Lars Aaen Thøgersen i en pressemeddelelse.
Stort potentiale
Kaffebønnens potentiale er stort og ved at udnytte dem bedre, kan de være med til at sikre større afkast for farmerne.
Ifølge udviklings- og kommunikationschefen estimerer fagfolk og forskere, at man i dag blot anvender 3-5 pct. af den potentielle næringsværdi, og det skal ændres.
- Vi skal se på råvaren med nye øjne. F.eks. ved en fermenteringsproces, hvor bønnen gæres, kan vi frembringe nye typer produkter fra kaffebærret. Dette ønsker vi at eksperimentere med, og vi forventer at skabe en ny anvendelse af en velkendt plante og optimere udnyttelse af de store ressourcer som biomassen indeholder, siger Lars Aaen Thøgersen.
Udviklingen af kaffefarmen sker i samarbejde med Videncenter for fødevareudvikling (VIFU) og Smukfest, der lægger område til i Skovlunden - ikke langt fra festivalpladsen i Skanderborg - samt TagTomat, der er en lille produktions- og rådgivningsvirksomhed inden for grønne fællesskaber og genbrugsmaterialer.