Pensionsregler betyder direktørskifte i L'Oréal
Efter 15 år som adm. direktør for kosmetikkoncernen L'Oréal må selskabets siddende chef, Jean-Paul Agon, overgive tøjlerne til nye kræfter i form af vicedirektør Nicolas Hieronimus.
Det skriver L'Oréal i en pressemeddelelse.
Overdragelsen finder officielt sted 1. maj 2021. Det er dog ikke nødvendigvis med den 64-årige topchefs gode vilje. Hans afgang fra posten dikteres i stedet af den franske pensionsalder på 65 år, som L'Oréals interne retningslinjer ikke levner plads til at overskride.
Derfor skal ledelsesansvaret også senest være overdraget til arvtageren Nicolas Hieronimus inden juli 2021.
Udstikker stadig retningen
Magtskiftet betyder dog ikke, at Jean-Paul Agon slipper kontrollen i kosmetikkoncernen. I stedet har L'Oréal i den seneste tid arbejdet på at adskille rollerne som adm. direktør og bestyrelsesformand - en rolle, som Jean-Paul Agon har siddet i - sideløbende med posten som adm. direktør - siden 2011.
- Komitéen har i mere end 18 måneder arbejdet med den fremtidige ledelse i L'Oréal og efterfølgeren til Jean-Paul Agon som adm. direktør. Vi har ønsket at være fremadskuende, objektive og med klare krav om, de kvaliteter vi ønsker i rollen, lyder det fra Sophie Bellon, bestyrelsesmedlem og formand for udvælgelseskomitéen i L'Oréal.
- Efter at have identificeret selskabets største fremtidige udfordringer i de kommende år udvalgte vi en gruppe på flere kandidater - både mænd og kvinder - med de nødvendige kompetencer og personlige kvaliteter til at imødegå disse udfordringer. Her viste Nicolas Hieronimus sig som det mest sikre valg og med bestyrelsens støtte indstillede vi det til bestyrelsen med Jean-Paul Agons fulde støtte.