Orkla Foods firdobler overskuddet i Danmark
Bundlinjen i Orkla Foods Danmark kan svinge som den danske sommer. Nogle år er stemningen helt i bund med et resultat på få millioner som tilfældet var i 2016, mens man året efter har et trecifret millionoverskud.
Efter et markant fald i overskuddet i 2018 til 13 mio. kr. mod 102,5 mio. kr. året forinden formåede fødevarevirksomheden, der blandt andet står bag mærkevarer som Beauvais, Den Gamle Fabrik, Bähncke, Fun og Naturli', at øge overskuddet til 48,6 mio. kr. sidste år.
Det sker endda efter et år, hvor omsætningen i Orkla Foods Danmark faldt 53,6 mio. kr. eller godt 6 pct., som årsomsætningen nu lyder på 889,7 mio. kr.
Også fødevarevirksomhedens ebit-resultat blev stærkt forbedret fra 18 mio. kr. i 2018 til 54,2 mio. kr. sidste år.
Orkla Foods Danmarks ledelse med Ann-Beth Nina Johannesen Freuchen som formand og Carsten Hänel som adm. direktør anser selv resultatet som "tilfredsstillende", ligesom faldet i omsætningen også var ventet.
"Salgsnedgangen er som forventet og skyldes dels den fortsatte porteføljeoptimering, herunder blandt andet frasalget af Glyngøre brandet per 1. juli 2019, men også effekten af nedlukningen af saftproduktionen i Ringkøbing i 2018", står der i ledelsesberetningen.
- Beslutningen om at strømline forretningen og gøre den mere profitabel var rigtig. Det viser sig nu i en forbedret indtjeningsgrad, selv om vi endnu ikke er der, hvor vi gerne vil være, udtaler Carsten Hänel i en pressemeddelelse.
Venter øget fokus på private label
Orkla Foods Danmark opkøbte 1. maj sidste år 90 pct. af Easyfood, der skal være med til at styrke selskabets salg til convenience-markedet. Med Easyfood inkluderet lyder den samlede omsætning for Orkla Foods Danmark nu på 1,2 mia. kr.
Trods svære betingelser venter Orkla Foods Danmark at øge omsætningen i 2020 i forhold til 2019, ligesom bundlinjen bliver påvirket positivt af igangsatte kommercielle initiativer.
"De overordnede markedsmæssige vilkår forventes at fortsætte ind i 2020. Således forventes der en generelt set flad til negativ markedsudvikling for nogle af Orkla Foods Danmarks store kategorier. Samtidig forventes der en fortsat stærk konkurrencesituation i markedet, herunder flere detailkæders øgede fokus på private label og den fortsatte udvikling af discountsektoren. Med baggrund i en lang række igangsatte tiltag vurderes Orkla Foods Danmark også i 2020 at stå stærkt til at møde disse markedsmæssige udfordringer", lyder det i ledelsesberetningen.
Derudover peger ledelsen på, at effekterne af corona endnu ikke kan gøres endeligt op, men at salg til foodservice og eksport vil være negativt påvirket. Og det forventes ikke, at faldet kan opvejes af salget til dagligvaresektoren herhjemme, lyder vurderingen.