Øget sundhed på Arlas dagsorden

Leverandører 9. mar 2016 -
This describes the image
Arla var den ene af to prisvindere, da FSR - danske revisorer for 27. gang uddelte CSR Prisen. Foto: Arla Foods
Skrevet af: Henrik Denman

Sundhed kommer for alvor til at præge mejerigiganten Arlas fremtidige vækststrategi. Sundhed kommer i højere grad til at indgå i virksomhedens innovationsarbejde, og Arla vil desuden løfte indsatsen for at inspirere til gode madvaner.

Det fremgår af Arlas netop udsendte årsberetning, som bl.a. sætter fokus på et udbredt problem med overvægt, underernæring, diabetes og andre livsstilssygdomme. Forbrugerne søger efter sunde fødevarer, og den efterspørgsel står Arla klar til at imødekomme.

Arla har derfor udarbejdet en sundhedsplan, hvor virksomheden i stigende grad vil fokusere på "sundhed som en faktor, der både kan skabe vækst for Arla og yde et positivt bidrag til folkesundheden på globalt plan".

Om det danske marked fremhæver Arla i sin årsberetning en række trends, som også vil præge udviklingen i de kommende år.

På kort sigt ventes forbrugerne at efterspørge flere lokalt producerede fødevarer, og premiumprodukter vil blive mere populære. Samtidig vil kæderne i stigende grad udvikle deres egne koncepter og private label-serier.

På langt sigt ventes de danske mælkeforbrug at falde. Antallet af forbrugere, der fokuserer på kvalitetsfødevarer og sundhedsmæssige fordele, ventes at stige, og samtidig ventes discountkæderne at vokse og skabe nye positioner på "et ekstremt hårdt marked".

Arla Foods fik i 2015 en omsætning i Danmark på ca. 6,8 mia. kr. mod ca. 7,1 mia. kr. i 2014.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?