Øgede investeringer i fødevarebranchen
Selv om forbruget af fødevarer holder sig på et konstant niveau uden nævneværdig vækst, er interessen for at investere i danske fødevarevirksomheder stigende.
Ikke blot investerer udlandet mere i den danske fødevareindustri, men samtidig vokser den danske fødevare- og drikkevareindustris investeringer i udlandet.
Det skriver erhvervsorganisationen DI Fødevarer i en analyse, der bygger på tal fra Nationalbanken.
– Det er positivt, at udenlandske investorer for tredje år i træk vælger at investere mere i den danske industri, da det viser, at Danmark er blevet et mere attraktivt produktionsland, vurderer konsulent i DI Fødevarer, Jacob Sjödin.
Arbejdspladser
Tallene viser, at de udenlandske investeringer i den danske føde-, drikke- og tobaksvareindustri i 2016 steg med en mia. kr. Det svarer til 5,4 pct. siden 2015.
Investeringslysten går også den anden vej. I 2016 steg den danske føde-, drikke- og tobaksvareindustris investeringer i udlandet med 3,4 mia. kr.
Forskellen mellem udenlandske investeringer i Danmark og danske investeringer i udlandet er derfor blevet lidt større siden 2015, siger Jacob Sjödin:
– For 2016 skiller særligt Sverige sig ud, da de direkte investeringer herfra til Danmark er steget med 0,7 mia. kr. til samlet 5,1 mia. kr.
Ifølge Jacob Sjödin bliver udenlandske investeringer ofte forbundet med, at danske arbejdspladser forsvinder ud af landet, men erfaringerne viser dog, at investeringerne i mange tilfælde ikke sker på bekostning af det hjemlige marked. Tværtimod kan investeringer medføre udvidelser af aktiviteter i Danmark.
– Derfor vil både udadgående og indadgående udenlandske investeringer være med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, vurderer Jacob Sjödin.