Normal-stifter: Vi køber både danske og udenlandske varer

Leverandører 15. dec 2016 -
This describes the image
Skrevet af: Søren Tougaard

”Hos Normal sælger vi EU-importerede mærkevarer til kopivarepriser”.

Sådan markedsfører Normal sig overfor forbrugerne i kædens butikker og på hjemmesiden. På hjemmesiden oplyser Normal, at de adskiller sig fra øvrige detailkæder ved at tilbyde kunderne faste lave priser alle mærkevarer i butikkerne, og at det kun lader sig gøre, fordi Normal importerer deres varer fra udenlandske distributører i andre EU-lande.

Derfor vil de fleste forbrugere naturligt være af den opfattelse, at kædens sortiment udelukkende stammer fra parallelimporterede partier fra udlandet.

Men virkeligheden er dog en lidt anden, fortæller stifter og direktør Torben Mouritsen.

- Vi køber varen, hvor vi kan få dem til de rigtige priser og sikrer, at vores sortiment hele tiden lever op til vores kunders forventninger om faste lave priser. Vi leder hele tiden efter samarbejdspartnere og har både danske og udenlandske varer, siger Torben Mouritsen, der ikke ønsker at kommentere på kædens leverandørforhold.

Flere private labels

I sidste uge åbnede Normal butikker i Bjerringbro og Haderslev, så kæden nu er oppe på 76 butikker. Butikken i Haderslev fører eksempelvis ca. 3500 varenumre, men hvor mange af disse varer, der stammer fra danske leverandører eller er private label, ønsker Torben Mouritsen heller ikke at oplyse.

- En meget lille del af vores sortiment er private label i dag, og jeg vil tro, andelen af private label kommer til at stige svagt fremover, siger Normals direktør.

Opdateret 10. nov 2020