Nordjysk markedsleder inden for æggeprodukter kommer styrket gennem corona

Leverandører 9. jun 2021 -
This describes the image
Foto: Dava Foods
  • Danskernes bagetrang i 2020 har skabt øget efterspørgsel på Dava Foods produkter. Både top- og bundlinje ryger i vejret

Danskerne har under corona-krisen haft flere timer på hjemmefronten. De mange timer derhjemme har fået en del til at kaste sig over madlavning og bagning, hvilket man i dén grad mærker hos fødevareproducenten Dava Foods, Danmarks største virksomhed inden for friske æg og forædlede æggeprodukter.  

Dava Foods Denmarks omsætning i Danmark steg med 8,6 pct. fra knap 625 mio. kr. i 2019 til 679 mio. kr. i 2020. Samtidig så virksomheden, der har hovedsæde i Hadsund i Nordjylland, sit resultat før skat vokse med knap 14 pct. fra 32 mio. kr. i 2019 til 36,5 mio. kr. i 2020. Det fremgår af en pressemeddelelse ifm. selskabets årsregnskab for 2020.

- Vi har oplevet en markant fremgang i omsætningen af æg og æggebaserede produkter på det danske detailmarked det seneste år. Det er en udvikling, der bygger videre på den stigende efterspørgsel, som vi har set de sidste mange år, og i 2020 er afsætningen blevet kraftigt understøttet af COVID-19 pandemien. Her har vi blandt andet set en bagetrend samt generelt mere tid til madlavning blandt danskerne, og derfor har kunderne i højere grad efterspurgt produkter som æg og andre fødevarer i detailhandlen, siger Ivan Noes, adm. direktør i Dava Foods.

Den stigende vækst i detailsalget og til private har dog også en bagside. Som hos mange andre fødevareleverandører er salget til foodservicebranchen styrtdykket.

- Vi har dog samtidig oplevet en nedgang i salget til foodservicesektoren grundet nedlukning af restauranter og andre bearbejdende virksomheder. Det er derfor et område, der kræver vores opmærksomhed, og som vi forventer stabiliseret, når restaurationsbranchen igen er tilbage for fuldt blus, siger Ivan Noes.

Dava Foods Denmark er en del af den danske Dava Foods-koncern, der med hovedsæde i Danmark har selskaber i Sverige, Norge, Finland og Estland samt et salgsselskab i Tyskland. Koncernen håndterer hvert år mere end to mia. æg. Dava Foods Denmark forventer en fortsat positiv indtjening i 2021, men resultatet kan blive påvirket af fugleinfluenza og øgede råvarepriser.

Opdateret 9. jun 2021