Nordisk spiritusleverandør investerer i Ish

Leverandører 11. aug 2022 -
This describes the image
Foto: ISH
  • Anora investerer tocifret millionbeløb i den danske alkoholfrie virksomhed Ish

Den nordiske vin- og spiritus distributør Anora har investeret 37 mio. kr. i danske Ish, der har specialiseret sig i udviklingen af alkoholfri vin, spiritus og cocktails.

Anora ejer dermed 26 pct. af aktierne, som ifølge ISH kan udvandes til 20 pct. over de næste par år blandt andet på grund af konvertible lån.

Udover den fornyede kapital, som skal bidrage til international vækst, vil Anora overtage distributionen af Ish i Norge, Sverige og Finland.

Ish har base i København og er stiftet i 2018 af Morten Sørensen med ønsket om at skabe et produkt, der var inkluderende for alle, til enhver lejlighed, hvad end man har lyst til alkohol eller ej.

Ish har siden starten i 2018 som minimum fordoblet sin toplinje år efter år, lyder det i pressemeddelelsen.

Selskabet opgiver ikke sin omsætning, men leverede ifølge regnskabet i 2021 en bruttofortjeneste på 621.088 kr. mod minus 106.490 året før. Bundlinjen landede i 2021 på minus 2,5 mio. kr.

Virksomheden har i dag 17 ansatte og eksporterer til mere end 15 lande med særlig fokus på Norden, Europa og Nordamerika.

- Da jeg startede Ish for 4 år siden, som en af de første i kategorien, var det med formålet om at gøre det nemt for alle at være ‘mindful drinker’ - altså at kunne vælge alkoholen til og fra uden at gå på kompromis med hverken smag eller det sociale. I vores samarbejde med Anora, som forstår dette purpose, kan vi få vores produkter i hænderne på endnu flere forbrugere, og det gør mig glad. Som grundlægger er dette et meget stolt øjeblik, siger Morten Sørensen.

- Dette nye partnerskab manifesterer vores position som det førende alkoholfrie brand i Norden og giver yderligere kræfter til vores internationale ekspansion i Europa og Nordamerika, siger adm. direktør i Ish, Peter Bruun.

Anora eksporterer til over 30 markeder globalt. Anora Group omfatter også Anora logistikvirksomheden Vectura. I 2021 omsatte Anora for 5 mia. kr. DKK og beskæftiger omkring 1.100 medarbejdere. Anora er et finsk børsnoteret virksomhed, listet på Nasdaq Helsinki.

Opdateret 11. aug 2022