Nestlé ramte plet med økologisk kaffe
Fødevarekoncernen Nestlé ramte lige ind i den økologiske trend med lanceringen af en økologisk variant af Nescafé instant kaffe.
Det har været medvirkende til et godt resultat sidste år, som Nestlé Danmark har offentliggjort med sit årsregnskab for 2016.
Nestlé Danmark kom ud af 2016 med et resultat før skat på 22,2 mio. kr. ud af en omsætning på 483,8 mio. kr. Det er en stigning på henholdsvis 41 pct. i forbedret resultat og 4 pct. i øget omsætning.
Det øgede salg skyldes dog ikke kun lanceringen af en økologisk kaffe, men at danskerne generelt drikker mere instant kaffe. Selskabet betegnet det som et tilfredsstillende resultat.
- Vi har f.eks. haft succes inden for instant kaffe, hvor vi bl.a. er slået igennem med vores Nescafé Gold Organic & Fairtrade, som er blevet udviklet specifikt med udgangspunkt i den økonomiske trend, som vi ser i Danmark, og som faktisk havde verdenspremiere i Danmark for et år siden, siger kommunikationschef i Nestlé Danmark, Martin Broberg, i en pressemeddelelse.
Ved siden af kaffe har Nestlé en stærk position inden for bl.a. chokolade og morgenmadsprodukter.