Nestlé flytter salg til onlinekanalen
Nestlé, der er verdens største fødevarevirksomhed, omsatte i første halvår af 2020 for 289 mia. kr. og havde en organisk vækst på 2,8 pct.
Og fødevaregiganten forventer nu en organisk vækst for hele året på mellem to og tre pct.
I Danmark har første halvår budt på fornuftige resultater på tværs af Nestlés mange produktkategorier, som dækker kaffe, chokolade, morgenmad, børneernæring, plantebaserede fødevarer, medicinsk ernæring og saucer/fonder.
Nestlé Danmark melder om, at de danske forbrugere har taget rigtig godt imod lanceringen af Starbucks-sortimentet, der dækker produkter inden for filterkaffe, hele bønner og kaffekapsler.
Hos Nespresso valgte man at lukke samtlige butikker i Norden på ubestemt tid fra 18. marts på grund af corona. Siden har Nespresso formået at flytte salget online.
- Det viste sig, at mange kunder, der normalt foretrækker at handle i Nespressos fysiske butikker, for første gang shoppede deres Nespresso-kaffe på nettet. Vores onlinekanal nespresso.com viste sig dermed som et stærkt digitalt alternativ, der mere end kompenserede for de lukkede butikker i perioden, som varede indtil butikkernes genåbning fra midt i maj, siger Gitte Sarlvit, Nespressos nordiske chef for PR & Brand Communication, i en pressemeddelelse.