Naturli' Foods lancerer plantedrikke i pantflasker
Midt i januar finder to nye økologiske plantedrikke vej til kølemontrene i 1.800 butikker landet over. Det er Naturli' Foods, der står bag produkterne lavet på mandel og havre, som bliver lanceret hos Salling Group, Coop, Dagrofa, Rema 1000 og i onlinesupermarkedet Nemlig.com.
I følge producenten er det omtanke for natur og miljø, der ligger bag de nye produkter som har en vejledende udsalgspris på 14,95 kr. for 990 ml.
- I Naturli’ Foods går vi forrest ind i en fremtid, hvor vi vælger naturen, miljøet og dyrene til i stedet for at vælge fra. Vi vil gerne være med til at ændre måden, vi spiser og drikker på. Og forbrugere er helt med. Derfor lancerede vi plantefarsen Hakket i køledisken for et år siden – side om side med hakket oksekød – og det er en kæmpe succes. Nu er tiden kommet til mælken, siger Henrik Lund, direktør i Naturli’ Foods.
Plantedrikke i pantflasker
Naturli' Foods producerer i forvejen plantedrikke i papemballage, som ikke skal på køl, og her er salget de senere år vokset op imod 30 pct. per år, oplyser Henrik Lund.
De nye plantedrikke på køl er desuden tilsat calcium udvundet af alger. Hos Naturli’ Foods havde man også et ønske om at tilsætte B12 og D2, men det tillader reglerne ikke, når der er tale om et økologisk produkt, og derfor håber producenten, reglerne bliver lavet om.
Som en nyhed bliver plantedrikkene i plast desuden en del af pantsystemet.
- Det er første gang i Danmark – ja, første gang i hele verden, at plantedrikke kommer i pantflasker. Det er et vigtigt skidt i forhold til at komme plastic i naturen til livs, siger Henrik Lund.
Flaskerne bliver en del af det danske pantsystem og får en pant på 1,50 kr.
Havde flasken indeholdt 1 liter, var panten derimod kommet op i 3 kr., hvilket ifølge Henrik Lund kunne have afholdt en del forbrugere fra at købe plantedrikkene.