Naturli-direktør misunder Beyond Meat

Leverandører 5. aug 2019 -
This describes the image
Aktiekursen på Beyond Meat er faldet som følge af lavere efterspørgsel hos forbrugerne i USA. Foto: Coop
Skrevet af: Søren Tougaard

Beskedenheden er gemt godt og grundigt af vejen under den kronjyske muld i Randers-virksomheden Naturli Foods.

Foreløbig findes selskabets plantebaserede produkter på 17 markeder, men Naturli Foods ambitioner rækker meget videre end det.

Naturli Foods vil være et verdensomspændende superbrand, fortæller virksomhedens adm. direktør Henrik Lund til Fødevarewatch.

Den plantebaserede fødevarevirksomhed øjner at komme ind på det kæmpe marked i USA og nabomarkedet Canada.

- Rigtig mange henvender sig, fordi de gerne vil købe aktier i Naturli, men vi er jo ejet af Dragsbæk og børsnoteret i kraft af Orkla, så det kan ikke rigtig lade sig gøre. Men vi kunne godt drømme om at blive børsnoteret, for vi kan se en virksomhed som Beyond Meat, der får en masse penge til at investere i opbygningsfasen, hvor den får fuld skrue, siger Henrik Lund i et interview til Fødevarewatch.

Beyond Meat vil fordoble omsætningen i år

Naturli Foods oplyser ikke om selskabets omsætning. Fra 2017 til 2018 steg bruttofortjenesten med 66 pct. til 21,1 mio. kr., mens overskuddet voksede med mere end 86 pct. til 13,8 mio. kr.

Det er langt op til amerikanske Beyond Meat, der havde et salg svarende til ca. 600 mio. kr. danske kr. i 2018 og forventer over en fordobling i omsætningen i år til 210 mio. dollars, ca. 1,4 mia. kr.

Som det første supermarked i Danmark begyndte Irma at sælge Beyond Meats plantebøf The Beyond Burger den 8. juli i år.

Sidenhen er det dog ikke gået snorlige fremad for det børsnoterede amerikanske selskab, der har oplevet aktierne falde med mere end 20 pct. i slutningen juli og starten af august.

Aktiefaldet kommer efter, Beyond Meat har annonceret planer om at udvide aktiekapitalen med yderligere 40 mio. dollars, 269 mio. kr., for at kunne udvide produktionen til den fremtidige efterspørgsel.

Beyond Meat er grundlagt i Californien i 2009 af Ethan Brown og har siden vokset sig til at blive verdens største plantebaserede fødevarevirksomhed med en markedsværdi på 11,7 mia. dollars, svarende til ca. 78,6 mia. kr.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?