MSC-mærket fisk nedbringer risikoen for svindel markant
Tidligere forskning har vist, at tre ud af ti produkter ikke indeholder den fisk, som er deklareret.
Det betyder, at man som forbruger ikke kan være sikker på, om det nu også er den kulmule, man bestilte på restauranten, som ligger på tallerkenen.
En ny undersøgelse viser nu, at forbrugerne kan være så godt som sikker på, at fisken, man spiser, er korrekt deklareret, hvis den er mærket med den blå fisk fra Marine Stewardship Council (MSC).
DNA-tests af mere end 1.400 produkter certificeret af MSC har vist, at mindre end 1 pct., tretten produkter, var forkert deklareret. Disse resultater er netop offentliggjort i tidsskriftet Current Biology, og de bekræfter, at MSC’s miljømærkningsordning og forsyningskæde-program er en effektiv forebyggelse mod systematisk svindel.
Jaco Barendse fra Marine Stewardship Council har skrevet artiklen i Current Biology, og han siger om resultatet:
- Der er udbredt bekymring over, at forsyningskæden af fisk og skaldyr er sårbar i forhold til bevidst svindel med deklareringen. Vi har tidligere set eksempler på, at meget populære arter som torsk bliver erstattet af opdrættet pangasius, og denne svindel undergraver tilliden hos forbrugeren.
MSC er globale non profit-organisation, der sætter et benchmark for bæredygtigt fiskeri og sporbare forsyningskæder.
Fisk og skaldyr med MSC’s logo kommer fra bestande, som ikke er truede, hvor der er taget højde for havmiljøet, og hvor fiskeriet er velforvaltet.