Minister modtager DSKs tobaksudspil positivt

Leverandører 5. apr 2018 -
This describes the image
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kritiserer Coop for ikke at skride til handling og gemme tobakken væk i alle kæderne. Foto: Flemming Leitorp
Skrevet af: Henrik Denman

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil tage DSKs udspil til et nationalt tobaksforlig videre til de politiske drøftelser om at sikre en røgfri generation i 2030.

Handlen mødtes torsdag med ministeren til et statusmøde i det såkaldte tobakspartnerskab, og her fik handlen og ministeren lejlighed til at diskutere det DSKs oplæg til et nationalt tobaksforlig.

DSK har helt konkret 12 forslag, som bl.a. omfatter højere tobakspriser, licenskrav, tobak under disken i butikkerne, skærpede ID-krav og mere kontrol.

Udspillet har fået en positiv modtagelse fra både politikere og organisationer. Efter mødet sagde adm. direktør for DSK, John Wagner:

- Jeg synes, at vores udspil er blevet modtaget på en sådan måde af Kræftens Bekæmpelse, lægeforeningen og dele af tobaksindustrien, at vi nu med planen har fået sat skub i sagen på en måde, så man kan håbe på, at der kommer en samlet plan for indsatsen, som også indebærer, at vi ikke hele tiden skal leve med en risiko for, at der som en tyv om natten kommer en afgiftsforhøjelse, som vil få grænsehandlen til at eksplodere og skabe et sort marked for salg af tobak i Danmark.

Alle skal tage et medansvar

John Wagner modtog også positive tilkendegivelser fra Ellen Trane Nørby om oplægget til et nationalt tobaksforlig.

- Jeg betonede meget kraftigt over for ministeren, at det ikke alene er detailhandlen, som skal bære et ansvar for, at vi skal have en røgfri generation. Vi påtager os naturligvis vores medansvar.

- Jeg opfordrede stærkt ministeren til, at hun også indbyder tobaksindustrien og Kræftens Bekæmpelse og andre aktører i det marked til drøftelser om en samlet handlingsplan a la den, som DSK nu har foreslået.

- Det er vigtigt, at alle aktører tager medansvar, og det er ikke rimeligt, hvis aben kun skal være på detailhandlens skulder. Det er også vigtigt for detailhandlen at få anerkendelse og opbakning fra de andre aktører til de initiativer, som tager. Det er ikke hjælpsomt i forhold til processen, hvis købmænd og medarbejdere i butikkerne hele tiden skal blive skældt ud for ikke at gøre tilstrækkeligt, når vi faktisk gør alt hvad vi kan, siger John Wagner.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?