Miljøbevidsthed breder sig – også for nonfood
Det er ikke nok, at en vare er af god kvalitet. Den skal også være miljørigtig, økologisk, bæredygtig, glutenfri, bekvem… De moderigtige tillægsord står nærmest i kø.
Den skamløse omfortolkning af frk. Jørgensens ord i Matador – at en vare ikke kan nøjes med at være fin for at blive solgt, den skal også være sidste mode – kan sagtens tilpasses 2019.
Varer skal i dag sælges på langt flere parametre, end at de opfylder deres primære opgave. Hvad enten det er mad, som ikke længere kun tjener det formål at gøre os mætte, eller pudsemiddel, som nu også skal være skånsom for miljøet.
- Vi har mærket den overordnede tendens hos forbrugerne, at det skal være bæredygtigt og convenient. Hvis forbrugeren har et ønske om at træffe det bæredygtige og miljørigtige valg, er det op til os som producenter at levere på den efterspørgsel, siger Hans Glavind Rasmussen, adm. direktør i Sterling Polish.
Kemi med miljøcertifikat
Pudsemiddelfirmaet har netop fået certificeret sit sølvpudsemiddel med EU’s miljøblomst som tegn på, at man tager miljøet alvorligt. Inden for seks måneder vil flere andre produkter i sortimentet følge trop.
I flere år har det været muligt at vælge miljømærket tøj, boliginteriør, ja selv bilen kan få en tur i en svanemærket vaskehal, men når Sterling Polish først nu får miljømærke på sine produkter, skyldes det både den administrative proces med at få licens til at bruge EU’s miljømærke, og at der trods alt er tale om krasbørstige kemikalier, forklarer Hans Glavind Rasmussen.
- Hidtil har det været sådan, at jo mere grønt des mindre effektivt. Vi presser meget på for at få flere grønne produkter, men kvaliteten skal stå mål med det, vi er kendt for. Og nu begynder der at komme råvarer, som er mere miljørigtige, men stadig opfylder vores krav til kvalitet.