Mere teknologi til at fremstille mad
Teknologien kommer i langt højere grad end i dag til at ændre produktion, distribution og forbrug af fødevarer.
Brugen af teknologi på fødevareområdet er for alvor ved at præge udviklingen blandt producenterne, og det kommer også til at præge dagsordenen på årsdagen for DI Fødevarer, som foregår i København den 23. november.
Her vil adm. direktør i Stryhns, Kristian Kornerup Jensen, fortælle om teknologiske tigerspring på leverpostejfabrikken. Stryhns investerer i disse år massivt i at fremtidssikre sin fabrik i Roskilde, hvor nye robotter og ny IT-infrastruktur er vigtige brikker.
Årsdagen hos DI Fødevarer giver også plads til en debat om, hvordan robotterne vil overtage arbejdspladserne i fødevarebranchen.
Debatten om fremtidens fødevarer finder sted mange andre steder. DTU Fødevareinstituttet har således i efteråret været vært for en konference om, hvordan fødevareindustrien får producenter og forbrugere til at tage ny teknologi og nye fødevarer til sig – teknologi og fødevarer, som overgår dagens forståelse af, hvad mad er, og hvordan den fremstilles og distribueres.
Omvæltninger
Jørn Smedegaard, der er professor på DTU Food, siger om de store omvæltninger, som er på vej:
– Lige nu er begrænsningen mest den måde, vi tænker på. Vi er vant til, at vores mad har oprindelse i primærproduktionen, hvorefter den enten i industrien eller hjemme bliver til mad, vi sætter pris på. Vi har svært ved at se en topmoderne fermenteringsindustri som kilden til vores mad.
Gentænkningen af produktionen af fødevarer omfatter ikke kun nye produkter, men også nye processer i landbruget og fødevareindustrien.
Teknologien har allerede revolutioneret den traditionelle fødevareproduktion, hvor færre personer producerer meget mere med maskiners hjælp.
Men nye teknologier byder på mere. Således kan ekspertsystemer i stigende grad hjælpe med at tage beslutninger i produktionskæden, og fødevareproducenter kan bruge teknologien til at designe og redesigne fødevarer, så det i den nærmeste fremtid måske bliver muligt at producere fødevarer på en fabrik i stedet for i havet eller på marken.