Magnum Pints vinder Årets Lancering 2017
Analysevirksomheden Nielsen står hvert år bag kåringen af Årets Lancering i dagligvarehandlen, som i 2017 blev is-produktet Magnum Pints.
Med Magnum Pints har Unilever lanceret et premium produkt i de tre klassiske varianter, som kendes fra is-pindene Classic, Mandel og White.
Derimod er designet på emballagen nyskabende, da forbrugeren skal ”cracke” forpakningen, inden isen spises, og derved overføres den knækkende oplevelse, som man kender fra ispinden.
Produktet henvender sig til alle, som i forvejen elsker Magnum, der nu har fået muligheder for at dele og nyde isen i flere situationer end tidligere, lyder det i begrundelsen for prisen.
”Unilever er lykkedes med at lancere en nyhed, som er blevet godt modtaget af forbrugerne og hurtigt har opnået et højt kendskab. Et effektivt salgsarbejde har resulteret i en høj distribution. Resultatet er en flot markedsandel og en vækst i kategorien dessertis”, fortæller Claus Werborg, global client business partner hos Nielsen i Danmark, i en pressemeddelelse.
Nye smagsvarianter på vej
Der var fire produktlanceringer nomineret til prisen, hvor Magnum fik konkurrence fra Diagoes Baileys Iced Coffee, L’OR kaffekapsler fra JDE og Nescafé Azera fra Nestlé.
Et fællestræk for de nominerede i 2017 var nydelse, forkælelse og premium.
- Med Magnum Pints ønskede vi at give forbrugerne mulighed for at nyde deres favorit Magnum i et nyt format og dele den nydelse i fællesskab med venner, familie med mere. Samtidigt har formatet og oplevelsen omkring det at ”cracke” produktet ramt nogle tendenser i markedet, som forbrugerne er vilde med. Vigtigst af alt har smagen været på samme høje niveau som den Magnum-is mange af os har spist igennem mange år, fortæller Henrik Funder, Category Business Lead og Marketing Manager ved Unilever Danmark.
Hos Unilever har man ikke overraskende store forventninger til det prisvindende produkt.
- Vi kommer allerede med to nye smagsvarianter nu her, når sommeren skydes i gang. Samtidigt kan vi se, at den i 2017 har skabt værdi til kategorien, og det forventer vi selvfølgeligt vil forsætte, når den nu kommer endnu bredere ud i dagligvarehandlen, siger Henrik Funder.