Løgismose får styrket sit brand i Netto
Netto har mange leverandører. De store mærkevareleverandører er der – og så er der Løgismose. Det mangeårige partnerskab mellem Netto og Løgismose har vist, at discount også er kvalitetsfødevarer.
Adm. direktør for Løgismose Meyers, Tørk Furhauge, deltog ved åbningen af den nye Netto på Kongelundsvej på Amager. Han siger om partnerskabet:
– Det er en god symbiose, at de to virksomheder kan samarbejde. Netto er rigtig god til at sælge vores varer. Vi får gode placeringer, og vi har ofte god plads i tilbudsavisen. Vi tilbyder den ekstra lille forkælelse, man kan tage med hjem. Han får opbakning af flere analyser, der viser, at Løgismose har fået styrket sit brand gennem samarbejdet med Netto.
Coca-Cola er det stærkeste brand i dansk dagligvarehandel. På andenpladsen blandt de stærkeste mærker i dagligvarehandlen er Løgismose med Arla på tredjepladsen. Det viser en undersøgelse, som for nylig blev foretaget af analysefirmaet AIM Create, der hvert år tager temperaturen på de stærkeste mærker i dansk dagligvarehandel.
– Alle handler i Netto. Det er Danmarks største detailkæde. Mange undrede sig i starten, men det har vist sig at være et fantastisk godt samarbejde. Løgismose står som et af de stærkeste brands i dagligvarehandlen, så det er godt for os, og det er godt for Netto, siger Tørk Furhauge.
Madoplevelser
I dagligvarehandlen sælger Løgismose kun sine produkter gennem Netto. Hertil kommer tre egne butikker samt en relativt ny onlineshop, som selskabet forventer sig meget af. Netto og Løgismose har fundet sammen i et samarbejde for at skabe nogle gode madoplevelser til hverdagspriser.
– Løgismose-produkterne findes kun i Netto. Vi har et meget tæt samarbejde fra produktudvikling til produkterne står på hylderne. Vi mødes med jævne mellemrum under faste rammer både på topniveau og hele vejen ned i begge organisationer. Sammen finder vi ud af, hvilke produkter vi skal have ud i Netto. Gerne meget innovative, nyskabende, og selvfølgelig alt sammen supersmagfuldt.
Tørk Furhauge fortæller, at Løgismose har en lang historie fra 1965, da Grønlykke-familien købte Løgismose Gods på Fyn. Sven Grønlykke købte desuden et mejeri på Fyn, fordi fynsk rygeost var ved at uddø. Dermed grundlagde virksomheden en lang mejeritradition og kokketradition.
– Vi har hentet franske kokke og franske specialiteter op. Hvis man skal sige det kort, er det franske og fynske fristelser, og vi prøver at få livet til at smage af mere. Folk skal kunne få en lille forkælelse med hjem, uanset om det er en koldskålscrunch, noget lækker kaffe eller en vin, som vores sommelier har fundet. Det handler om den lille forkælelse, når man handler i Netto.
Produktionen
Løgismose sælger et bredt sortiment af fødevarer i Netto og lancerer på årsbasis omkring 60 nye produkter. Det kræver et større produktionsapparat og et samarbejde med andre producenter.
– Vi har mange forskellige produktioner. I Broby på Sydvestfyn har vi et mejeri, hvor vi producerer mejerivarer, færdigretter og pesto på ét sted. Vi har et bageri i Avedøre, og vi har charcuteri og eddikeproduktion, som er egenproduktion. Desuden outsourcer vi. Vi har et samarbejde med et stort antal leverandører i Danmark og Frankrig, som hjælper os med at fremstille nogle af de ting, vi ikke selv kan. Vores kyllinger lever nede i en fransk skov, og de sælges kun i Netto. Der er noget, vi producerer selv, og så er der andet, vi får fremstillet i samarbejde med andre producenter, men efter vores opskrifter. F.eks. syltevarerne får vi lavet på Samsø, men efter vores kokkes opskrifter på lagen, siger Tørk Furhauge.